Det har vist sig som en gennemgående tendens, at de
drænvandsanalyser, som laves rundt om i landet ikke passer med den
“forventede udvaskning”. Når de aktuelle analysetal sammenlignes
med modelberegnede koncentrationer (udvaskning) hentet fra
regnearket “Farm-N”, som ligger i Miljøstyrelsens
husdyrgødningssystem på nettet, viser det sig som så ofte før, at
der er noget galt med virkeligheden, for den stemmer ikke med
Miljøstyrelsens model. De fleste uden for Miljøstyrelsen vil dog
nok mene, at det er modellen, der er noget galt med!
Ikke mindst i Limfjorden og omegn er der forvirring om tallene.
Mens Farm-N modellen forudser drænvand med ca. 15 mg N pr. liter,
viser analyserne kun halvdelen eller 1/3. Modellen overdriver altså
kvælstofudledningen helt vildt. Desværre er det også den model, der
anvendes ved f.eks. miljøvurdering af husdyranlæg.
Det er jo mildest talt ikke første gang, vi oplever, at en
miljøberegningsmodel ikke stemmer med virkeligheden. Hvad er det,
der så ofte går galt, når miljømyndighederne regner på kvælstof?
Der er simpelt hen for meget “bogholderi” over beregningerne.
Kvælstof opfører sig ikke som andre stoffer, der forbliver i
vandfasen. For kvælstof udveksles i høj grad med atmosfæren, der
består af næsten 80 % kvælstof. I rodzonen foregår der
denitrifikation af nitrat, så det ender som frit kvælstof og
forsvinder op i luften. Derfor er der ikke så meget tilbage i
drænvandet, som “bogholderne” troede, da de lavede modellen.
Vanvidsplanerne
Vandplanernes krav er imidlertid designet ud fra de målte
N-koncentrationer og transporteret vandmængde i vandløbene. I
gennemsnit ligger koncentrationen helt nede på 4-5 mg pr. liter,
som repræsenterer det laveste, man kan opnå under danske
topografiske forhold. Alligevel kræver nogle forskere nu det
umulige: At komme endnu længere ned. Det er for det første ikke
praktisk muligt. Og for det andet ville det også være tåbeligt at
ofre landets velstand på at fjerne en smule kvælstof for en pris på
op mod 1000 kr. pr. kg, når økosystemet klarer sagen så udmærket i
det fremragende vådområde, som Vorherre har skabt til bl.a. dette
formål, nemlig Limfjorden. For det er jo ikke kun i rodzonen, der
finder denitrifikation sted. Det er også i fjordenes bund! Herfra
fjernes overskydende kvælstof ved, at nitrat omdannes til frit
kvælstof og ilt. Kvælstoffet sendes op i luften, samtidig med at
bunden forsynes med ilt (som det er sket i tusinder af år). Så
smukt fungerer økosystemet, når det får lov!
At også netop Limfjorden opfører sig “smukt” i forhold til
teorien ses af beskrivelserne i DMUs “Limfjordsrapport”, hvoraf det
kan udledes, at mens det tilførte vand har N/P-forhold på 34, har
Limfjorden et N/P-forhold på 14. Det illustrerer jo tydeligt, at N
damper af (denitrifikation mv.), mens P naturligvis forbliver i
systemet. Reguleringen går i den rigtige retning (mod
“Redfield-forholdet”), så alt er i den skønneste orden! – Og et
N/P-forhold på 14 er ganske udmærket.
Men det er tankevækkende, at Limfjordens kvælstofindhold er
lavest i øst med under 1 mg pr. liter og højest i vest, lige inden
for Thyborøn Kanal, der “fodres” af Jyllandsstrømmen med høj
kvælstofkoncentration, som kommer fra de tyske floder, Elben og
Rhinen. Det tyder jo ikke ligefrem på, at det er de nordjyske
landmænd, der er “uartige”.
Myndighederne holder stadig fast i de gamle fejltagelser fra
firserne, for det er pinligt at indrømme så store fejl, som det
handler om. Det er jo tydeligt for enhver, at noget er helt galt,
når myndighederne er skeptiske over for virkeligheden, og når de
påstår, at Limfjorden ikke kan tåle vand fra naturarealer, eller at
Roskilde Fjord ikke kan tåle godkendt drikkevand!
Ret dog ind efter virkeligheden og stop dog de
vanvidsplaner!
Cand. agro.
Poul Vejby-Sørensen
Bæredygtigt Landbrug
