Landbruget kan skabe 30.000 nye job

Ændring af reguleringen er en betingelse for vækst i landbruget. Fortsætter vi som hidtil, oplever vi et fald. Det var budskabet fra fremtidsforsker Jesper Bo Jensen til medlemsmøde i Sulsted

Ifølge fremtidsforsker Jesper Bo Jensen kan landbruget øge
væksten og skaffe 30.000 nye job, hvis det bare får lov. Det
forklarede han på orienteringsmøde i Sulsted torsdag aften.

 Danmark lever af tre ting, siger fremtidsforsker Jesper Bo
Jensen: Industri, skibsfart og landbrug.

 Fremtidsforskeren peger på, at landbruget vil kunne øge
produktionen med 30 procent, hvis det bare fik lov. En sådan
stigning vil skaffe 30 milliarder kroner i overskud på
betalingsbalancen og 30.000 nye job i landbruget og
følgeerhvervene.

 “Vi får ikke det optimale ud af landbruget. Jorden
frembringer det, reguleringen tillader frem for det optimale.
Pludselig er det det, vi regulerer, der er interessant, ikke det
der kommer ud af det”, forklarede Jesper Bo Jensen og forudsagde,
at væksten vil komme, hvis samfundet vil:

 “Det her kan samfundet regne med vil ske, hvis vi bare fik
lov til at gøre det, som vi vil uden at tage hensyn til andet end
miljøet”.

Mål udledning frem for tilførsel

 Fremtidsforskeren var gæstetaler på Landsforeningen for
Bæredygtigt Landbrugs orienteringsmøde på Sulsted Kro. Her fulgte
han sine beregninger om den mulige vækst op med forslag til,
hvordan landbruget burde reguleres frem for den nuværende måde.

 Han pegede på konkrete krav til landbruget, at man skal
måle udledningen frem for tilførslen, indførsel af betaling for
udledning eller forurening og fastsættelse af maksimale grænser for
udledning over en periode.

 “Går vi den vej, tror jeg ret hurtigt, vi vil få et
opsving. Ændring af reguleringen er en betingelse. Det her sker
ikke, hvis vi ikke ændrer reguleringen. Hvis vi lader landbruget
være i fred, kan der ske en lille vækst, men hvis vi fortsætter
sådan her, sker der et fald”, lød det advarende fra
fremtidsforskeren.

Jesper Bo Jensen holder onsdag den 27. juni  foredrag for
medlemmer af Bæredygtigt Landbrug på Ringsted kongrescenter og
torsdag fortæller han om potentialet i dansk landbrug på Bygholm
Landbrugsskole i Horsens.

Klik her for at
læse Jesper Bo Jensens rapport om landbrugets
vækstpotentiale

Af Lene Skriver Bak, lsb@lfbl.dk

Scroll to Top