Stor forskel på implementeringen af vandrammedirektivet i EU

Vandrammedirektivet blev skabt for at harmonisere miljøindsatsen i og omkring vandløbene i EU, men ifølge en gruppe hollandske forskere har Danmark tilsyneladende valgt at tolke reglerne væsentligt anderledes end de øvrige medlemmer.

Det var en Landstingssal fyldt til bristepunktet, der den 17.
september bød velkommen til faktahøring om vandplanerne og 15
eksperter med forskellige specialer i vandmiljø. Spørgelysten fra
salens godt 130 tilhørere var stor, ikke mindst fra de fremmødte
politikere, der ad flere omgange efterlyste oplysninger om, hvordan
vandrammedirektivet fortolkes og implementeres i resten af EU.
 

Befolkningsudvikling, global økonomisk vækst og
klimaforandringer. Det er blot nogle af de nye udfordringer, som i
fremtiden vil øge presset på verdens vandressourcer. Ressourcer der
ikke kan erstattes af andre vandkilder, og derfor har EU’s højeste
bevågenhed.

Vandplaner skulle harmonisere miljømål
Og netop for at sikre, at vi også i fremtiden har adgang til vand
af høj kvalitet, tog EU i 2000 initiativ til det såkaldte
Vandrammedirektiv, der har til formål at harmonisere miljømålene i
EU. Med andre ord; EU fortæller med direktivet de enkelte lande,
hvad målene for vandmiljøet skal være. Herefter er det op til
medlemslandene selv at vurdere, hvordan målene skal nås. Hermed
afgiver de enkelte lande ikke suverænitet, og der er vide rammer
for hvilke midler, man i de enkelte medlemslande kan benytte for at
imødekomme EU’s vandrammedirektiv.

Og det var netop disse forskelle i implementering af
vandplanerne, som Thomas Dworak fra Fresh Thoughts Consulting i sit
oplæg om til fatahøringen skulle redegøre for.

Ifølge Thomas Dworak lød den nedslående melding, at det er svært
at sammenligne de enkelte landes status for implementering, da
udgangspunkterne er forskellige, informationerne fra de enkelte
lande er mangelfulde, og at det har været svært at indsamle data,
der er direkte sammenlignelige. Derfor blev oplægget, der i øvrigt
glimrede ved fraværet af danske data, da heller ikke den store
åbenbaring for tilhørerne, der stadig måtte både se og spørge langt
efter situationen i de andre EU-lande.     

 

EU

 Så langt er EU’s medlemslande med
 vandplanerne

  Grøn – Vandmiljøplaner vedtaget.

  Gul – offentlige høringer afsluttet, men    
         vandmiljøplaner endnu ikke
vedtaget.

  Rød – høringer ikke begyndt.

Stor forskel i implementeringen i de enkelte
lande

Men kaster man blikket på rapporten fra Utrecht Universitet fra
2010,European River Basin Districts: Are They Swimming in the Same
Implementation Pool?, så kan politikere og andre interesserede
læsere alligevel finde nogle af svarene på, hvordan man i de andre
EU-landene har grebet vandplanerne an. Og sammenligner man landenes
virkemidler, så svømmer langt fra alle lande i den samme sø.

Her konkluderer rapporten allerede i forordet, at der er stor
spredning i måden, hvorpå de enkelte lande først og fremmest har
fortolket og siden implementeret centrale dele af direktivet. I syv
centrale punkter gennemgår rapporten, de steder hvor
medlemsstaterne fortolker og siden implementerer forskelligt – ja i
nogle tilfælde endda direkte modstridende. Og hvor Danmark på flere
parametre har valgt at sætte overliggeren ambitiøst højt.

Forskellig tolkning af målene
Først og fremmest er der store forskelle i læsningen af
Vandrammedirektivets mål, der som det ypperste stræber efter”god
kemisk og økologisk tilstand” i EU’s overfladevand og”god kemisk og
kvantitativ tilstand” i grundvandet. Herunder omhandler de
økologiske mål saltindhold, sigtbarhed og tilstedeværelsen af flora
og fauna i vandmiljøet, mens de kemiske mål omhandler maksimum
koncentrationer af 33 forskellige stoffer, herunder kvælstof og
fosfor. De kemiske mål bestemmes af EU, mens de økologiske mål
vurderes i de enkelte medlemslande. I DMU-rapporten”Anvendelse af
Vandrammedirektivet i danske vandløb” fremgår det, at den
økologiske tilstand har forrang i Danmark, da man i Danmark kun
skal måle på de kemiske stoffer, hvis de økologiske parametre
halter efter:

“Såfremt et vandområde ikke er i god økologisk tilstand,
vurderes det om årsagen kan være overskridelse af de generelle
vandkemiske kriterier for god økologisk tilstand”.

 Og allerede her, kunne noget tyde på, at man i Danmark
især har valgt at honorere de økologiske krav, der ifølge
rapporten, er det punkt, der har bragt størst usikkerhed i
tolkningen i flere medlemslande. I Danmark har man for at afgøre om
vandmiljøet er i god økologisk tilstand blandt andet valgt at
benytte DVFI-skalaen (Dansk Vandløbsfaunaindeks), der med syv
karaktertrin baseret på forekomsten af smådyr og makrofyter (store
planter red.) i vandmiljøet. Omvendt er der ikke meget fokus på den
kemiske tilstand, selvom direktivet foreskriver, at målet med
Vandrammedirektivet er at:

“Vandområder skal opnå en god økologisk og kemisk tilstand med
henblik på at beskytte menneskesundheden, vandforsyningen, de
naturlige økosystemer og biodiversiteten”.

Og ser man på de kemiske mål, så er det her hovedsageligt fosfor
og kvælstof, som fokus går på. Her foreskriver EU (i
Nitratdirektivet) at indholdet af kvælstof i grundvand, såvel som
overfladevand, skal være under 11,3 mg Nitrat-N per liter vand,
eller 50 mg nitrat. I Danmark ligger de kemiske tal for kvælstof i
danske vandløb ifølge 180.000 målinger fra Naturstyrelsen med et
gennemsnit på 4,6 mg Nitrat N per liter, altså godt det halve af,
hvad EU har sat som grænseværdien for nitrat i vandet.

Modsat Danmark er det i flere EU-lande især disse kemiske tal
man hæfter sig ved, når man afgør om det enkelte land lever op til
EU’s mål. I Holland og Tyskland har landbruget tilmed fået mulighed
for at udbringe ekstra gødning i visse områder, da man kan påvise,
at kvælstofbelastningen af vandløbene ligger under 11,3 mg Nitrat-N
per liter. Det står i skærende kontrast til de danske forhold, hvor
man trods et nitrat-niveau på det halve af grænseværdien, fra
myndighedernes side vil have koncentrationen reduceret
yderligere.

Forskelle i klassificering
Også når det gælder det helt centrale punkt om klassificering af
vandløb som enten naturlige, modificerede eller stærkt
modificerede, er der divergerende opfattelser i de enkelte lande.
Eksempelvis har man i Danmark valgt at klassificere 90 procent af
vores åer og vandløb som naturlige, mens lande som Holland,
Tyskland og England kun angiver henholdsvis 1, 40 og 29 procent af
deres vandløb som værende naturlige. En væsentlig forskel, da
naturlige vandløb per definition skal opnå”god økologisk tilstand”,
mens modificerede eller stærkt modificerede kun skal opnå”godt
økologisk potentiale”.

Naturlige vandløb må derfor kun udsættes for nedsat
vandløbsvedligehold og i sidste ende kan det betyde oversvømmelse
af marker og dannelse af vådområder, der sætter store
landbrugsarealer ud af drift med store økonomiske og
samfundsmæssige tab til følge.

I rapporten “European River Basin Districts: Are They Swimming
in the Same Implementation Pool?” påpeges det, at man i
Danmark langt overvejende har valgt at klassificere stærkt
modificerede vandløb som naturlige, og at dette skulle være sket,
fordi man mente, at det vil være muligt på sigt at opnå god
økologisk tilstand.

Forskel på EU-lande

 Forholdet omkring klassificering fremgår endvidere af
DMU-rapporten”Anvendelse af Vandrammedirektivet i danske vandløb”,
hvor der står skrevet, at 90 procent af de danske vandløb kan
klassificeres som stærkt modificerede, hvilket står i stærk
kontrast til, at rapporten ender med at anbefale, at blot 10
procent af vandløbene skal klassificeres som stærkt modificerede.
Herunder uddrag fra rapporten:

“Danske vandløb har gennem årene været udsat for betydelig
fysisk påvirkning i form af rørlægning og kanalisering. På
strækningsbasis betyder dette, at ca. 90 procent af vores vandløb
er blevet reguleret. Derudover foretages i de fleste vandløb et til
flere årlige tilbagevendende grødeskæringer med henblik på at sikre
de afvandingsmæssige forhold. Som følge af ovenstående kan det
derfor antages at hovedparten af de danske vandløb kan
klassificeres som HMWB (Heavily Modified Water Bodies, red.)”
(Kilde: “Anvendelse af Vandrammedirektivet i danske vandløb”
2004,side 80).

 

Status
EU-Kommissionen arbejder i øjeblikket på at kortlægge, hvor
langt medlemslandene er nået med implementeringen af
vandrammedirektivet, og man afventer i den forbindelse en rapport,
der forventes offentliggjort til november.

Forskelle i brugen af undtagelserne
Selvom det ifølge EU blot er en mulighed og ikke en pligt at søge
undtagelse i forbindelse med implementering af Vandrammedirektivet,
så har samtlige lande benyttet muligheden for undtagelse. I Holland
og England har man meget tidligt søgt om undtagelse i forhold til,
hvornår planerne skal være fuldt implementerede, og her pejler man
derfor efter at have planerne implementeret i tredje
implementeringsperiode i 2027, hvilket er i overensstemmelse med
direktivet som det er udstukket af EU.

I Danmark har man omvendt valgt, at vandplanerne skal
implementeres 22. december 2012, tre år tidligere end EU’s
deadline, der ifølge direktivet hedder 2015. Danmark har altså selv
valgt at sætte den intensive indsats på vandmiljøområdet højt, og
ikke mindst tidligt i første implementeringsrunde, hvor flere
EU-lande vælger at vente og dermed undgår at forcere hurtige tiltag
uden optimal virkning.

Flere forskelle
Ud over forskellene i tolkning af mål, klassificering og brug af
undtagelser, så lister rapporten yderligere en række punkter, hvor
der er væsentlige forskelle landene i mellem. Disse er bl.a.
hvordan man i de forskellige lande opstiller miljømål. I Danmark
har man f.eks. inddelt landet i 4 vanddistrikter, der hver især
skal honorere forskellige miljømål. Et punkt, der i øvrigt kan være
svært at sammenligne tværs over landene, da forholdene er
forskellige fra land til land og fra region til region.

En væsentlig forskel i midlet til målet, er blandt andet
Danmarks brug af 10 meter obligatoriske randzoner omkring alle åer,
vandløb og søer over 100 m2. Ifølge omtalte rapport, overvejer man
i Frankrig at benytte såkaldte buffer-zoner i området omkring
Frankrigs længste flod Loire. Men indtil videre er det kun i
Danmark, man har valgt at bruge gøde- og sprøjtefri zoner i det
omfang, som der er indført med den nye randzonelov.  

Derudover er der forskel på, i hvilke instanser målene bliver
fastsat. I Danmark fastsættes målene f.eks. af Miljøministeriet og
implementeringen eksekveres af kommunerne, mens målene i Holland
sættes nationalt på styrelsesplan for derefter at blive tilpasset i
de enkelte provinser. I Tyskland fastsættes mål ligeledes på
føderalt niveau, mens det er de enkelte delstater, der siden
overtager det konkrete arbejde med at fastsætte målene. 
   

I Danmark er vandplanerne i øvrigt integreret med Vandmiljøloven
og Naturbeskyttelsesloven. I flere andre medlemslande er
vandplanerne som følge af Vandrammedirektivet ikke integreret med
andre love.

Svømmer vi i de samme vande? 

Rapporten “European River Basin Districts: Are They Swimming in
the Same Implementation Pool?” er offentliggjort i Journal of
Environmental Law. Rapporten er baseret på sammenligninger mellem
11 lande i EU, landene er Holland, Luxemburg, Belgien, Frankrig,
Tyskland, England, Rumænien, Italien, Spanien, Portugal og Danmark.
Rapporten kan købes på nettet.

 

 Kilde: Peter Gammeltofts oplæg på faktahøringen.

Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk og Jakob Tilma,
jti@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top