alfred-gris_299x120

Den ioniserende landmand

19. dec 2012 / Af

Han udpeger den stalddør, vi skal gå efter, men hans egen krops
bevægelse stemmer ikke overens med den retning, hans arm angiver.
Armen bliver dog oppe og mit spørgende udtryk får ham til at
gentage, at vi skal den vej. Men han træder stadig i den anden
retning.

Halvt sidelæns når han hen til gavlen af staldbygningen, hvor
han snupper en skovl med sig, før han sætter kursen i den udstukne
retning.

“Nå, men… den skal vi bruge senere,” mumler han, da jeg spørger,
hvad vi skal med skovlen.

Intet er uigennemtænkt hos Alfred Tværsig Olesen. Han ved, at vi
skal bruge den skovl senere, så derfor kan lige så godt tage den
med sig med det samme, nu han alligevel går vejen.

Og når han nu alligevel driver sin gård, opdrætter sine grise og
producerer sit korn, kan han jo lige så godt optimere driften så
meget som muligt.

Altings begyndelse
Det hele begyndte egentlig, da Alfred som ung var i New Zealand
for at passe får. Den 20-årige landmand fra Hornsyld havde ikke
lært at tale engelsk i skolen, men på den anden side af jorden
fandt han sammen med en canadier, der havde tålmodigheden til at
vente på at ordene indfandt sig.

Venskabet holder ved endnu. Canadieren, Robert Stevenson,
flyttede ligesom Alfred selv, hjem fra New Zealand igen med
passionen for landbrug siddende i kroppen. Men det blev Robert, der
havde mest at lære fra sig.

Vel hjemme i Manitoba i Canada var Robert nemlig med til at
udvikle et nyt såsystem, der bygger på ‘zero tillage’- eller
‘no-till farming’-tankegangen. ‘Zero tillage’ betyder direkte
oversat ‘nul jordbehandling’, men kort fortalt er systemet en måde
at dyrke afgrøder år efter år uden at harve.

Systemet blev testet på forsøgslandbrug i Canada, som Alfred
gentagne gange har besøgt med sin ven og på den måde tilegnede sig
viden om.

Alfred kunne se, at systemet virkede, men såmetoden kunne ikke
overføres direkte til hans egne danske marker. Nedbørsforholdene er
nemlig meget forskellige i de to lande, så hvor canadierne gerne
vil skabe en lille ‘skål’ under frøene for at holde på vandet, har
dansk jord brug for små render, der kan dræne, hvis det regner for
meget.

Først mange år senere skulle det lykkedes Christian og Alfred at
indføre en ‘zero tillage’-såmetode på deres bedrift. Idéerne til
optimering skulle komme til at stå i kø hos ham, men det vender vi
tilbage til.

Familieliv
Efter jordomrejsen vendte Alfred vendte hjem og overtog som aftalt
den fædrene gård. Han mødte Hanne, som han senere giftede sig med
og i 1985 fik de datteren Anne. I 1987 fulgte sønnen Christian og i
1992 kom lillesøster Katrine til verden.

Den lille familie indrettede sig på Tværsiggård, som har været i
familiens eje siden Alfreds oldefar giftede sig til den.

Christian fandt hurtigt sin vej ind i grisestaldene og hjalp
gerne til på gården. Da det blev tid, valgte han Bygholm/Dalum
Landbrugsskole, men selvom det lignede den lige vej til at følge i
forfædrenes fodspor på Tværsiggård, gik drengen med sine egne
tanker. Dansk landbrug var måske slet ikke fremtiden for Alfreds
søn, der så ud i verden.

“For tre år siden rejste Christian til Australien for at
arbejde. Inden han rejste, sagde han til mig, at han ikke troede på
en fremtid i dansk landbrug. Så må vi jo kæmpe for det, for det
gjorde mig utroligt ondt, at de unge mennesker ikke så noget i det.
Så er det jo os gamle, der ikke har evnet at påvirke det rigtigt.
Christian sagde, at det vi har med at gøre, ikke har noget med
virkeligheden at gøre. Det er en uvirkelig biologi. Det er blevet
en politisk biologi,” forklarer Alfred.

Christians værk
Med Christian som primus motor så far og søn løbende på, hvordan
man kunne optimere driften på Tværsiggård. Der arbejdedes med
ionisering, Christian fandt et såsystem, der kaldes Claydon, som
han så nærmere på.

Miljøgodkendelse
På Tværsiggård har de en særlig miljøgodkendelse.

“Vi er en af de eneste ejendomme, der ikke har krav om mellem-
og efterafgrøder, for det står i vores tilladelse, at hvis vi sår
to uger før d. 21. september og snitter al halmen, så behøver vi
ikke efter- og mellemafgrøder.”

Christian fulgte en engelsk gård, der brugte Claydon-systemet i
to år op til høsten og var derefter overbevist: Tværsiggård skulle
så på en anderledes måde end hidtil.

Med den viden, han havde fra sine canadiske besøg, valgte Alfred
at købe en Claydon såmaskine. Den kunne bruges på dansk jord, fordi
den har en” Grubetand’, der skaber en rende, som regnvand kan løbe
væk i.

I Vores miljø tilladelse er et af vilkårene “Halm ned muldning
kombineret med 14 dage tidligere såning.

“Ved at så 14 dage før end normalt med det her system, som rører
 mindre ved jorden, og ved at røre mindre ved jorden vokser
afgrøderne langsommere. Ellers ville det blive for højt for os
inden det blev vinter, og så ville det få sneskimmel. Derfor passer
det så-system rigtig godt til vores dyrkningsform,” forklarer
Alfred Olesen om såsystemet.

Såsystemet er ikke kun godt for afgrøderne. Alfred kører meget
mindre på sine marker, og det betyder, at han bruger 8-9 liter
brændstof pr. hektar, hvor han tidligere brugte 55. Samtidig
betyder den mindre bearbejdning af jorden, at der er mindre erosion
og dermed mindre afstrømning.

Såningen er kun første skridt
Christians virketrang var dog ikke tilfredsstillet med såmaskinen
og den nye metode. Der måtte være mere, der kunne optimeres. Over
aftensmaden og når de arbejdede sammen i stalden gik snakken mellem
far og søn.

En opfinder, der hedder Lars Leth Petersen, havde arbejdet med
ionisering, og det var interessant for Alfred, Christian og
Tværsiggård.

“Han havde fundet ud af, at hvis man ioniserede gyllen i
gylletanken og tilsatte ozon med en pumpe, han havde lavet, ville
ozonet ‘bombardere’ tørstoffet i gyllen, hvor der er bundet
kvælstof i. Ved at det bliver ‘bombarderet’ bliver det omdannet,
som om det var kommet ud på marken og var blevet iltet. I
gylletanken er gyllen anaerob, det betyder ikke-iltet, men ved at
tilsætte ilt bliver den aerob, og så er det på samme måde, som hvis
det er ude på marken. Omdannelsen begynder at ske i gyllen, så det
kvælstof, der er bundet i tørstoffet bliver ligesom et salt, en
kunstgødning, og så kan planterne spise det med det samme. Så skal
det ikke gennemgå en omsætning, inden det kan bruges som næring,”
forklarer Alfred og understreger:

“Det vil sige, at man har en højere udnyttelsesprocent af
gyllen. Og det var egentlig det, det hele startede med.”

Visheden om, at man kunne højne udnyttelsesprocenten, gav far og
søn blod på tanden. Ioniseringen måtte kunne bruges tidligere i
processen, mente de. De spurgte sig selv, hvorfor man ikke
ioniserede allerede i kummerne inde ved grisene, altså før gyllen
kom i gylletanken. Som tænkt, så gjort.

“Rent kemisk sker der det, at det svovl og ammonium, der ellers
ville fordampe, det går over på fast form, når man ioniserer,”
fortæller Alfred.

Lugtfri stald
I dag kan han ikke huske, hvad det præcist var, han lavede oppe på
det tag. Men han reparerede med stor sandsynlighed et eller andet.
I hvert fald arbejdede han deroppe. Med noget, der ikke var helt
svedfrit, og på et tidspunkt måtte han have en pause, så han
rettede sig op og trak vejret dybt ind. Og så opdagede han det. Han
stod lige ved en udsugning. Og han hverken hostede eller havde
tårer i øjnene – og lungerne var fulde af luft.

Alfred med grise

Ioniseringen af gyllen inde i kummerne havde bundet lugten.

Alfred lader stalddøren glide op, og mens han går ind ad
midtergangen mellem båsene med smågrise, vender han sig mod mig med
strålende øjne.

“Hvad kan du lugte herinde,” spørger han så man kan høre
munterheden danse på stemmebåndene.

“Øhm…,” mumler byboen, mens jeg ser mig lidt søgende
omkring.

“Her lugter af wienerbrød,” klukker Alfred tilfreds. Vi kan
lugte grisenes foder, men ikke deres efterladenskaber.

Mens vi drikker kaffe senere konstaterer jeg, at mit tøj, som
godt nok var overtrukket med en kedeldragt, men dog i en halv times
tid var med i stalden, ikke lugter af gris. Til sammenligning havde
jeg en uge tidligere stået i porten af en kostald og talt med en
landmand og mit halstørklæde havde stadig en umiskendelig odør af
ko.

Ionisering er vejen frem
Mindre lugt og højere udnyttelsesproces fik ikke tørret blodet af
tanden hos hverken far eller søn. Ionisering måtte kunne bruges til
endnu mere.

Hvad ville det betyde, hvis man ioniserede foderet, inden
grisene fik det?

“Vi fandt ud af, at man ændrer pH-værdien ved at ionisere, og
ved det ændrer man gæringerne. Vi fodrer med alt muligt,
wienerbrødsdej og valle, og man kan godt døje med, at det gærer i
rørstrækningerne, vi pumper det rundt i. Hidtil havde vi puttet
meget syre i foderet for at sænke pH-værdien, for at ramme samme
værdi som inde i grisens mave. Men efterfølgende ioniserede vi
foderet, og det viste sig, at vi kunne spare syren, for det går
fint med en højere pH-værdi,” forklarer Alfred og fortsætter:

“Vi fodrer også med korn, og ved at ionisere kornet, ‘lukker man
det op’, så proteinet i kornet får en højere optagelighed. På den
måde kan vi spare mellem otte og ti procent af at det proteinfoder,
vi ellers køber ind, fordi vi er i stand til at få mere protein ud
af vores eget korn.”

Ionisering kan bruges overalt
Ioniseringen bliver brugt i alle dele af produktionen. Når kornet
tørres, ioniserer Alfred luften. Det betyder, at luften ikke smyger
sig direkte op ad væggene, men når længere ud. Ifølge Christians
beregninger betyder det en kapacitetsforbedring på 15 procent.

Foderet, tørringsrummet, gyllen, kornet ioniseres. Men også
gårdens vand er ioniseret. Og rapsen.

“Ved at ionisere rapsen har vi mellem 1,8 og 2 procent mere olie
til salg i den samme vare. Vi har lige leveret et parti raps med
over 47-48 procent olie, og det er rigtig godt,” fortæller
Alfred.

Ioniseringsstaven er med i hele processen. Der er monteret en
ioniseringstav i mejetærskeren, i tørringsrummet, i svinestalden, i
fodertanken. Og Alfred går med en i lommen, for den virker også på
mennesker. Præcis som med vandrørene hos vandværket sørger
ionstaven for, at kalken ikke sætter sig fast og danner
propper.

Alfred på mark

Også sprøjten har en ionstav. En plante er sådan indrettet, at
den har ‘åndehuller’ på bladene, men to tredjedele af disse huller
sidder på undersiden.

Ved at ionisere pesticiderne, øges optaget, fordi planterne
’tiltrækker’ den ioniserede sprøjtevæske. Det betyder, at mere
havner på planterne og mindre på jorden.

Ioniseringen har flere fordele. Gyllen er ikke blot nemmere for
planterne at optage, når den er ioniseret.

“Når vi ioniserer gyllen, løber den nemmere og det betyder, at
de riller af urørt jord, vi laver, når vi sår, lader gyllen løbe
direkte ned til afgrødernes rødder, hvor det skal bruges,”
forklarer Alfred.

Tag ved lære
Alfred vurderer, at det har kostet omkring 100.000-120.000 kroner
at implementere alle tiltagene på Tværsiggård over de seneste par
år.

Hans korn og foder er bedre, hans gylle lugter ikke, han kører
mindre på marken og han tørrer mere korn end tidligere. Samtidig
påpeger han, at forsøg viser, at man har brug for færre pesticider,
når man sår med Claydon-metoden.

“Men det kan jeg ikke dokumentere endnu. Jeg samler data, men vi
har ikke været i gang længe nok endnu,” indskyder han.

Alfred fortæller gerne om sine erfaringer og resultater, for det
er den eneste måde, samfundet udvikler sig på, mener han. Vi skal
tage ved lære af hinanden, forklarer han og giver mig et råd, en
kollega gav ham:

“Hvis du ser nogen, der kan mere end dig, så lad være med at
blive sur og gal. Spark i muren og ærgr dig, og tag ved og lær,
hvad de gør bedre end dig. Det kan du bruge til noget. Alt andet er
spildt energi.”

Christian kommer aldrig til at overtage Tværsiggaard. I
forbindelse med ionisering af kornet i siloen, faldt Christian ned
i siloen. Alfred arbejder selv videre med ioniseringen og
optimeringen af driften. Christians kammerater fra landbrugsskolen
skal have en fremtid i dansk landbrug.

Se her Alfred fortælle om
den ny metode, han bruger i marken.

Se Alfred
fortælle om ionisering i grisestalden.


Se Alfred fortælle om
ionisering af korn m.m.
 

Se Alfred fortælle om
ionisering og behandling af afgrøder m.m.

 

Af Lene Skriver Bak, lsb@baeredygtigtlandbrug.dk