Af Peter Kiær, bestyrelsesmedlem Bæredygtigt Landbrug
Politikerne og de såkaldt grønne organisationer taler om robuste og sårbare jorde, fordeling af næringsstoffer og hvem der dog skal kompenseres i kølvandet på Natur- og Landbrugskommissionens rapport. Men snakken er overflødig.
Danmark har en kvælstofkvote. Der er altså en kvote for, hvor meget kvælstof, der må bruges på markerne. Den er en del af den nuværende regulering af landbruget. Og den er en del af problemet.
Vi kan garantere politikerne, at den nye regulering, som Bæredygtigt Landbrug har forslået, ikke vil få negative konsekvenser for miljøet. Ingen vandløb og fjorde bliver belastet af næringsstoffer fra landbruget. Det gælder om at tænke ud af boksen. Det er aldrig bevist, at landbruget skulle være skyld i dårligt vandmiljø og iltfattige fjorde.
I ’gamle dage’, før amterne blev nedlagt, var der tusindvis af målestationer i de danske vandløb. Disse skulle måle, hvorvidt der var problemer med næringsstoffer. Målestationerne er blevet nedlagt af årsager, vi ikke kender til. Personer, der dengang beskæftigede sig med målingerne, har sagt at der ikke var nogen problemer.
Målestationerne blev sparet væk. Vi mener, at man skal starte på en frisk. Vi skal have målinger på vigtige vandløb, og samtidig skal den gamle regulering, hvor man kun måler på input og ikke på output, stoppes.
I Danmark er der en forældet tankegang
Kvoten på gødning (kvælstofkvoten) blev lavet for mange år siden for at begrænse landbrugets udledning af kvælstof, da man mente, at landbruget var skyld i dårligt vandmiljø.
I de senere år er det blevet mere og mere klart, at landbruget ikke er skyld i iltsvind, og derfor er der ikke nogen grund til at fastholde en forældet tankegang. Den forældede miljøregulering er samtidig meget dyr. Hvert år taber samfundet store milliardbeløb, som kunne bruges på for eksempel hjemmepleje og sundhedsvæsnet.
Jeg frygter, at kommer landbruget ikke med en klar recept på, hvordan miljølovgivningen bør være i fremtiden, og stoler politikere og befolkning ikke på, at et samlet landbrug har fuldstændigt styr på fagligheden i en fremtidig regulering, bliver landbruget – og dermed samfundsøkonomien – sorteper.
Kommer den ny regulering ikke, bliver N-kvoten ikke ophævet, landbruget vil slås om, hvor der skal gødes og samfundet går glip af store summer. Dette resultat vinder hverken samfundet, miljøet eller landbruget på. Alle taber!
