Af Poul Vejby-Sørensen, cand. agro.
Stiig Markager, Aarhus Universitet og sekretariatsleder Christian Ege, Det Økologiske Råd, har i medierne forsøgt at redegøre for, at ingen kan være i tvivl om at vandmiljøet har det ”skidt”, og at vi er ”tvunget til at gøre noget ved det”. Den noget overraskende forfatteralliance håner dermed ikke kun landbruget, men alle tænkende væsener i samfundet: For gennem et kvart århundrede har vi igen og igen ”gjort noget ved det” – for mere end 100 mia. kr. Vi har fulgt opskriften fra Miljøministeriet, som de to forfattere har støttet og stadig går blindt ind for.
Selv om målsætningen om kvælstof er mere end opfyldt, har det ikke haft nogen virkning. Derfor burde de to forfattere have røde ører, hvis de indeholder bare et minimum af seriøsitet. For de fortæller jo implicit, at de har taget så grueligt fejl: En økonomisk set katastrofal halvering af kvælstof har ikke hjulpet på vandmiljøet, der iflg. d’herrer har det lige så ”skidt”, som det altid har haft.
Det er der en ganske særlig grund til: Medicinen med brutal kvælstofbegrænsning har været forkert! Og det er den fortsat.
Intet sted i verden har begrænsninger i kvælstofudledningen ført til begrænsning af eutrofieringen. Det er kun en naiv teori, som er udsprunget af forholdene for en enkelt plante i et laboratorium. I det store økosystem går det helt anderledes. Her udspiller sig mange andre komplicerede processer i fødenettet, og det er andre teorier, der gælder. Her er det værd at huske, at teorier kun er rigtige, hvis de er i overensstemmelse med praksis.
Ud over at de to forfattere fejlagtigt skyder skylden på kvælstof, fejlinformerer de også om omfanget af den danske kvælstofudledning, når de skriver, at 80-100 pct. af kvælstoffet i fjordene og 16 pct. af kvælstoffet i Kattegat/Bælthavet kommer fra Danmark. Alene strømningstallene vidner om noget andet: Årligt strømmer der mindst 500 km3 ind fra Skagerrak (snavset vand fra tyske floder ført hertil med Jyllandsstrømmen), mindst 1000 km3 fra Østersøen (dette vand fra floder og storbyer dominerer hele Kattegatsystemet) og endelig sølle 10-15 km3 fra Danmark.
Af alt vand, der strømmer ind i de indre danske farvande, udgør den danske andel altså under 1 pct. og heraf udgør landbrugets udledninger kun en mindre andel. Hvor sandsynligt er det så, at ”landbrugets kvælstof” er et problem i Kattegat? Alle, der ikke har viklet sig ind i de forældede teorier om ”landbrugets kvælstof”, kan se, at det er helt ude i hampen. Udpiningen af dansk landbrugsjord tjener intet formål.
Det er helt andre sammenhænge, der skal i betragtning for at forstå vandmiljøets udfordringer, hvilket udenlandske forskere for længst har påvist. Men det interesserer nok ikke de to forfattere, der hellere støtter sig til tro og sorterede data.
Link til debatindlæg fra Jyllands-Posten fra Stiig Markager og Christian Ege:
En fremtid både for vores natur og vores landbrug
