Mette Bock om VKO-udspil: ’Det er slet, slet ikke nok’

Nyt borgerligt forslag til en kommende regulering af landbruget er ikke ambitiøst nok – der skal langt mere gødning til, mener Mette Bock (LA)

For to uger siden fremsatte Liberal Alliance et beslutningsforslag med det formål at ændre gødskningsreglerne, så danske landmænd fremover vil kunne gøde efter ligevægtsprincippet. I dag, tirsdag d. 25. november, har resten af den borgerlige lejr (V, K og O) fulgt trop og offentliggjort deres udspil til en ændret regulering. 

Fødevareordfører i Liberal Alliance, Mette Bock, har skimmet udspillet, som ifølge hende ikke er helt ambitiøst nok.

”Man kan jo sige, der er rigtig mange gode intentioner, men hvis du kigger på den formulering, der er i deres forslag, så synes vi jo slet, slet ikke, det er nok. Der står man skal ’udfase særreglerne omkring gødskning’, men hvad betyder det? Lige nu står dansk landbrug i en akut økonomisk dyb, dyb krise, og derfor skal der handles nu, ” lyder det fra ordføreren.

Garanten for handling                                
Det er især i forhold til gødning, at Liberal Alliance savner et mere vidtgående udspil.

”Der mangler lige den sidste strækning på gødning. Og det er derfor, vores landbrugsudspil er meget mere kontant og handlingsorienteret. Så vi kommer til at samarbejde om rigtig mange gode ting efter et valg, det er jeg slet ikke i tvivl om. Vi vil bare være garanten for, at det ikke kun er ord og hensigtserklæringer, men at det rent faktisk bliver til handling,” lyder løftet fra Mette Bock.  

Selvom der altså ikke er hundrede procent enighed mellem de fire borgerlige partier i forhold til gødning, så håber Mette Bock alligevel på et fremtidigt samarbejde på området.

”Det vil da være min forventning, at de så stemmer ja til vores forslag, når vi lægger det i salen, fordi vores udspil er i hvert tilfælde noget, som er meget, meget konkret og til at tage og føle på. Alle hensigtserklæringerne er fine og vil rette op på mange af de forhold, som VKO jo faktisk selv har fundet på, for eksempel omkring randzoner og overimplementering af EU’s regler, da de sad i regering.  Så det er jo fint, hvis de ændrer kurs nu, og de er blevet klogere. Det skal de kun have ros for. Vi siger bare; ord er ikke nok. Der skal handling til.”

Læs V-K-O’s beslutningsforslag om fødevare- og landbrugspakke

Af Tina Krarup, tk@baeredygtigtlandbrug.dk 

 

Scroll to Top