Økologiske landmænd kan miste hele deres tilskud, hvis naboerne bruger sprøjtemidler eller for meget gødning på deres marker. Det vil være konsekvensen af de regler om arealtilskud til økologer som NaturErhvervstyrelsen har sendt til høring.
”Sanktionerne er helt urimeligt indgribende og udløses ved små tilfældigheder. Små ligegyldige tilfældighedsfund kan medføre, at al øko-tilskud bortfalder og en økologisk landmand går konkurs”, siger chefjurist Nikolaj Schulz fra Bæredygtigt Landbrug (BL).
Ordningen er endnu ikke fastlagt, men det nuværende udkast giver økologiske landmænd mulighed for at få mere end 5.000 kr. pr. hektar i støtte om året. Men hvis landmanden er uheldig og får båret sprøjtemidler eller kunstgødning over på sine marker fra naboen, så vil han kunne miste sin støtte, selvom han intet ulovligt har foretaget sig. For eksempel giver sprøjtemidler og kunstgødning giver hver et fradrag på 50 %. Men er marken permanent vandlidende – altså har for meget vand – så vil der blive trukket 100 %. BL mener, at det er helt urimelige sanktioner i forhold til den overtrædelse af reglerne, der er sket.
Samtidig lægger NaturErhvervstyrelsen op til en automatiseret behandling af overtrædelser. Dette er et brud med grundlæggende forvaltnings- og EU-retlige principper og normer, der kræver en individuel vurdering.
Virker mod hensigten
Ordningen stiller også krav om så lav gødskning for at begrænse udledningen af kvælstof. Men mange steder vil være nødvendigt at dyrke bælgfrugter i perioder for at få kvælstof nok i jorden til at kunne dyrke andre afgrøder effektivt. Produktion af bælgfrugter giver en højere udledning af kvælstof end andre afgrøder. Resultatet vil være, at der samlet set ikke sker en lavere udledning af kvælstof. Så ordningen støtter og hæmmer på samme tid produktionen af økologiske produkter.
Bureaukratiske regler
Reglerne er meget uigennemsigtige og vil skabe unødvendigt bureaukrati i NaturErhvervstyrelsen. De vil også give et stort behov for konsulenter til at hjælpe landmændene med at gennemskue dem.
”De mange særlige tilskudsordninger til dansk landbrug gavner kun beskæftigelsen blandt rådgivere og embedsmænd. Det er jo ikke et selvstændigt formål, der er værd at forfølge”, siger Nikolaj Schulz.
Hvor meget der i sidste ende havner hos de økologiske landmænd er usikkert, da udgifterne til konsulenter vil være ganske betydelige. BL mener, at rigtig mange særordninger bør afvikles systematisk, og midlerne overføres direkte til landbruget i form af enkeltbetaling.
Forvrider konkurrencen
Reglerne vil også give en konkurrenceforvridning mellem økologiske landmænd og konventionelle landmænd. To tilsvarende produkter i et supermarked får forskellig behandling, selvom der ikke er nogen påviselig sundhedsmæssig effekt. Han opfordrer til at lade forbrugerne træffe valget om, hvilke varer de ønsker at købe, i stedet for at staten skal styre det.
”BL ønsker ikke særordninger, der fremmer en vare fremfor en anden, når varerne i øvrigt er sammenlignelige”, siger Nikolaj Schulz.
Alle disse forhold gør, at Nikolaj Schulz opfordrer til, at NaturErhvervstyrelsen dropper ordningen.
Kort om Økologisk Arealtilskud
Eksempel: En landmand, der omlægger en konventionel mark til frugt/bær-produktion vil kunne få 870 kr. i basistilskud, 1.200 kr. i omlægningstillæg og 4.000 kr. i frugt/bærtillæg. I alt 6.070 kr. pr. ha. om året. |
Af Jens Sillesen, js@lfbl.dk