Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug
I Grundlovens §73 står der ganske klart og tydeligt, at ”ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning. ” Lettere omskrevet betyder det, at hvis du har købt et stykke jord, så er det din jord. Hvis staten har brug for en bid af din jord til for eksempel at anlægge en ny motorvej, så er staten forpligtet til at ekspropriere jorden og som følge af det give dig fuld erstatning.
Egentlig burde det være så enkelt og lige til. Kravet i randzoneloven er, at landmanden lader marken ligge brak i en zone på ni meter fra vandløbets kronekant eller søens bred. Dermed eksproprierer staten en del af landmandens jord og skal som følge af det betale fuld erstatning til landmanden. Eller sådan burde det i hvert fald være. I den virkelige verden forholder det sig desværre sådan, at staten kun har udbetalt en brøkdel i kompensation til de tusindvis af landmænd, der nu er blevet mange hektar landbrugsjord fattigere på grund af randzoner.
Det her drejer sig om noget så essentielt som ejendomsretten i Grundloven. En ret, vi er stolte af, og som vi bryster os af at være gode til at værne om. Så spørgsmålet, der uvægerligt begynder at trænge sig på, er, om Grundloven slet og ret ikke gælder på landet, eller om det, staten foretager sig her, strider dybt imod Grundloven?
Ballade i parcelhuskvarteret
I retssagen i Holstebro er det tidligere landmand, nævning og byrådsmedlem gennem 20 år, Povl Blak Bojer, fra Snedsted i Thy, der står anklaget for i 2013 ikke at have udlagt randzoner i henhold til den nye randzonelov, der trådte i kraft 1. august 2014.
Ja, du læste rigtigt – 2014. Oprindeligt var Povl Blak Bojer anklaget for loven af 1. september 2012, men nu er han pludselig anklaget for den reviderede lov fra 2014.
For dansk landbrug er der dog ikke blot tale om en enkeltsag. Tværtimod vil Povl Blak Bojers retssag få meget stor betydning for, hvad der kommer til at ske med randzonerne fremover. Vinder han denne sag, vil det være stadfæstet af en byretsdommer, at man ikke kan inddrage folks jord uden at give dem fuld erstatning, og sagen vil komme til at danne præcedens for fremtidige sager af samme karakter. Det er derfor meget væsentligt for landbruget, at denne sag bliver afprøvet ved domstolene.
Personligt er jeg slet ikke i tvivl om, at der i sagen om randzonerne er tale om ulovlig ekspropriation. Det, staten har gang i, er så dybt imod demokrati, som noget kan være. Jeg ville gerne se parcelhusejernes ansigtsudtryk, hvis man på Christiansborg besluttede at inddrage 50 kvadratmeter have fra samtlige parcelhusgrunde i Danmark uden at betale fuld erstatning. 50 kvadratmeter, hvor man hverken måtte så græs eller hakke eller gøre noget som helst. Sikke en ballade, der ville blive! Ville parcelhusejerne mon finde sig i den behandling? Nej, vel?
Parcelhusejerne kan dog ånde lettet op, for det er ikke dem, der skal undvære et godt stykke af deres jord. Det er derimod landmændene. Men hvem bekymrer sig om det? Vi landmænd har det helt store problem, at der ikke er stemmer i at gøre livet lettere for os. For det første er vi, som rammevilkårene er nu, en uddøende race, og for det andet er der ikke rigtig nogen i denne verden, der har ondt af landmændene. Skidt pyt med os, vi klarer den sikkert – og hvis vi ikke gør, tja, tjoh, så er det nok også godt det samme.
Men i det regnestykke glemmer man fuldstændig at tage i betragtning, at landbruget stadigvæk og på trods af svære tider er en meget stor og vigtig del af den danske samfundsøkonomi. Associate professor Troels Troelsen fra Copenhagen Business School har undersøgt sagen, og det viser sig, at landbruget herhjemme bidrager med en meget stor del af det overskud, der er på den danske handelsbalance. I 2013 udgjorde landbrugets handelsoverskud hele 66 milliarder ud af den samlede danske handelsbalance på 70 milliarder. Det må politikerne simpelthen ikke glemme.
Randzoner er varm luft
Tanken med randzonerne er, at de skal fungere som en slags mur, så kvælstoffet ikke når ud i vandløbet, men bliver i jorden på marken. Sådan fungerer det desværre bare ikke, viser forskning fra blandt andet Tyskland. Her lavede man flere testforsøg med randzoner på mellem en meter og 20 meter, og konklusionen var, at der ikke var mærkbar forskel på de forskellige randzonebredder i forhold til udledningen af kvælstof til vandløbene.
Det skyldes ifølge de tyske forskere, at vandet fra markerne passerer gennem drænrørene, der løber under randzonerne på marken og ud i vandløbene. Dermed kommer vandet slet ikke i berøring med randzonerne, før det ender i vandløbene. Og det vand, planterne og jorden ikke optager på vejen mod vandløbet, indeholder så lidt nitrat, at det i forvejen overholder nitratdirektivets krav på maksimalt 11,3 milligram nitrat-N i en liter vand fra europæiske vandløb. Jeg har selv målt, hvad der kommer fra mine dræn ved Løkken i Nordjylland, og her findes der blot en koncentration på 1,6 milligram nitrat-N per liter. Med andre ord er der ikke noget problem med nitratudvaskning fra mine marker, og randzonerne kan altså umuligt fjerne et problem, som ikke findes i virkeligheden.
Når man i Grundlovens §73 taler om, at ’almenvellet’ skal have behov for indgreb i ejendomsretten, handler det i al sin enkelthed om, at det skal være nødvendigt for samfundet at inddrage jord, før det er tilladt at gøre det. Normalt vil det være nødvendigt for samfundet at ekspropriere jord, som for eksempel ligger i vejen for en ny vej eller et sygehus. Men det kan ikke være nødvendigt for samfundet at inddrage jord til randzoner, som ikke har den miljømæssige effekt, de var tiltænkt.
Samtidig har der været store problemer med fejlberegninger af randzonearealerne. I Povl Blak Bojers tilfælde viste kortmaterialet, at han skulle anlægge randzoner svarende til 4,4 hektar jord. Senere lød opgørelsen fra anklagemyndighedens optegnelse på 3,42 hektar, hvilket ifølge NaturErhvervstyrelsens elektroniske ansøgningsprogram heller ikke var rigtigt, for her lød kravet på 2,83 hektar. Kigger man på vandløbslovens definition, udgør Povl Blak Bojers randzoneareal blot 0,26 hektar. Og ser man på bødeberegningsgrundlaget, lyder beregningen, at han skal straffes for en overtrædelse af loven med 0,68 hektar. Det er svært at finde rundt i.
For mig at se er randzonerne fuldstændig ubrugelige og har ingen miljømæssig værdi. Hvis flertallet i Folketinget alligevel ønsker, at de skal udlægges, så kan jeg ikke forhindre dem i det. Men det er helt og aldeles uacceptabelt, at man tager så indgribende en beslutning uden at yde den fulde erstatning, som landmændene er berettiget til.
Modløse landmænd
Dansk landbrug er under pres. Landmændenes samlede gæld er nu på mere end 350 milliarder kroner, og en fjerdedel af de danske landbrugsfamilier er insolvente. Derfor er det alt andet end festligt, når landmændene, der i forvejen har dårlig økonomi, bliver trykket endnu mere på maven, fordi staten vælger at inddrage deres jord uden at give fuld erstatning. Når man som landmand konstant oplever at blive angrebet, så er det klart, at man mister lysten til at blive i erhvervet. Og samtidigt bliver landmændenes finansielle samarbejdspartnere usikre, fordi de ikke ved, om deres pant består.
Loven om randzoner og følgevirkningerne heraf har i den grad bidraget til, at mange danske landmænd har mistet modet. En af mine naboer er en landmand midt i 30’erne, der driver en stor svineproduktion og har mange hektar jord ved siden af. Han har fortalt mig, at han simpelthen ikke vil mere. Det er blevet for hårdt at være landmand. Den udvikling er virkelig sørgelig, for en mand som ham skulle jo allerhelst producere til dansk landbrug de næste 30 år. Han er dansk landbrugs fremtid. Eller var. Jeg tror, at randzoneloven på mange måder har været dråben, der har fået bægeret til at flyde over hos mange landmænd rundt i landet. De mister ganske enkelt pusten.
Vi skal have vendt denne triste udvikling. Første skridt på vejen er at vinde retssagen og dermed få stadfæstet en gang for alle, at randzonerne er ulovlig ekspropriation, og at det ikke er tilladt at inddrage landmændenes jord uden noget egentlig formål og uden i givet fald at betale fuld erstatning.
Grundloven skal fungere. Og den skal gælde både på landet og i byen. Det kan ikke være meningen, at en enkelt gruppe i samfundet skal stilles uden for demokratiet.