Af Michael Blach, landmand og medlem af Bæredygtigt Landbrug
I september 2012 trådte loven om obligatoriske randzoner i kraft. Landmændene skulle efter denne lov lade 10 meter være udyrket langs vandløb og søer af en vis størrelse. Landmændene blev lovet kompensation dels fra EU’s landdistriktsmidler dels fra den danske stat. Det fik folketingets partier til at stemme ja til loven.
Men reelt har der aldrig været hjemmel til at udbetale en sådan kompensation. Og ministeren har hele tiden været klar over det – det fremgår af en længere korrespondance mellem det danske Fødevareministerium og EU. EU stillede en række spørgsmål igennem en længere korrespondance, men gav aldrig tilsagn om at kompensationen kunne udbetales.
Alligevel har Mette Gjerskov gentagne gange i 2012 og 2013 understreget overfor offentligheden, overfor Folketinget og overfor landbrugets organisationer, at der ville blive udbetalt kompensation for de 10 meter randzoner – eller 2,2 procent af Danmarks landbrugsareal.
Men ministeriet og dermed også ministeren, var vel vidende om, at kompensationen, i fald den blev til virkelighed, i bedste fald kun dækkede randzoner langs vandløb, der var indeholdt i godkendte og gældende vandplaner. Men faktisk var kun omkring 22.000 km vandløb omfattet af vandplanerne ud af i alt omkring 69.000 km. Det vidste ministeren også.
Ministeren førte simpelthen Folketinget og landmændene bag lyset, så hun kunne få sin randzonelov igennem. En lov, der hele tiden er blevet støttet af de grønne partier og organisationer.
Samtidig stod det klart, at kompensation ikke kunne gives med tilbagevirkende kraft og at der, hvis ikke der blev tale om kompensation, kunne rejses krav om erstatning efter grundlovens regler om ekspropriation. Derfor var det vigtigt for ministeren at opretholde illusionen om kompensation.
Det faldt mange for brystet.
Mange landmænd, heriblandt Bæredygtigt Landbrugs formand Flemming Fuglede, var så formastelig, at han talte ministeren midt imod. Han påpegede at loven hvilede på falske forudsætninger og opfordrede sine kollegaer til at tænke sig godt om. Og han fortsatte selv med at dyrke sine egne randzoner, som han plejede, mens TV-kameraerne rullede.
Ministeren Gjerskov rullede sig ud, kaldte formand Fuglede for lovbryder, han blev forment adgang til et vandtopmøde med miljøminister Ida Auken og de to ministre nægtede i to år, at tale med en landbrugsorganisation, der dog har over 4.000 medlemmer. Samtidig blev der rejst sigtelse mod en lang række landmænd, heriblandt Flemming Fuglede, der havde tænkt sig godt om og derfor havde dyrket deres randzoner.
De sager er ved at sande til. Vandmiljøplanerne blev underkendt, Bæredygtigt Landbrug vandt en principsag om randzonerne i retten i Holstebro og den nuværende minister har ophævet loven om randzoner.
Men hvad sker der med minister Gjerskov, der har overtrådt ministeransvarlighedsloven og som kaldte dem, der påpegede det og ikke ville rette sig efter en ulovlig lov, for lovbrydere.
Mette Gjerskov er ikke længere minister – hun blev genvalgt til Folketinget. Men det er ved at sande til, det med at stille hende til ansvar for gjort gerning. Sagen er ved at blive for gammel, mener mange. Men må en minister give Folketinget bevidst vildledende oplysninger? Kan en minister slippe godt fra at koste en lang række landmænd store summer, fordi de rettede sig efter en ulovlig lov? Kan en minister slippe fra at kalde en organisationsformand for lovbryder, når det han bryder, er en ulovlig lov. Og kan en minister holde en hel befolkningsgruppe uden for det arbejde, der foregår i et demokrati?
Det er en skamplet på folkestyret, som må få mange til at tænke sig godt om i fremtiden – i stedet for blot at sige: Javel, fru minister.