Middelalderen måtte nøjes med ”økologisk produktion” – fremtiden stiller større krav

Poul Vejby Sørensen fortæller i denne kronik, der er bragt i Weekendavisen den 24. juli, om faren ved at tro, at økologisk landbrugsproduktion er svaret, når verdens landbrugsareal om 50 år skal kunne brødføde op mod 10. mia mennesker. Bæredygtigt Landbrugs faglige konsulent fortæller også hvorfor kunstgødning har været så vigtig en landevinding, at opfinderne

poul-500

Af cand. agro. Poul Vejby-Sørensen, faglig konsulent Bæredygtigt Landbrug

Med mellemrum foreslår Danmarks Naturfredningsforening, Økologisk Landsforening m.fl., at Danmark skal satse stort på økologi. Nogle vil fordoble den økologiske produktion inden 2020. Andre vil have 100 % økologi i 2040. Så kan det ikke blive værre. De ved ikke, hvad de taler om.

Tankerne ledes hen på historien, hvor Sovjet blev mishandlet af et politisk regime under Stalin, som ligeledes flirtede med tanken om, at gødning ikke var nødvendigt. Disse fuldstændigt urealistiske forestillinger bragte landbruget i uføre og blev en katastrofe for Sovjet.

Fuld tvangsomlægning til økologi vil blive en lige så stor katastrofe for Danmark.

Selv om nogle finder det romantisk, må vi se i øjnene, at vi ikke kan vende tilbage til fortiden, hvor alle levede økologisk – og i øvrigt ikke havde andre muligheder. Vi kan ikke i 2015 køre videre i hjulspor fra 1800-tallet.

Der var gode grunde til, at vore forfædre, som var dygtige håndværkere i landbrugsfaget, skiftede spor og udviklede kulturteknikken og dyrkningsteknikken – især gennem de seneste 150 år. Det har bragt os frem til et moderne næringsbalanceret landbrug, der er langt mere avanceret end økologi-konceptet.

Uegnet

Det økologiske koncept er uegnet til landbrugsproduktion i større stil. Det er simpelt hen ikke bæredygtigt. Økologisk produktion kan ikke konkurrere med moderne næringsbalanceret landbrug, hvad angår udbytter, økonomi, miljøvenlighed, klimavenlighed og naturbevarelse. Og det er en myte, at økologiske produkter skulle være sundere end andre produkter.

I realiteternes verden har vi tre valgmuligheder:

  1. At forkaste tanken om økologisk produktion i storformat.
  2. At inddrage store dele af verdens tilbageværende naturarealer – herunder regnskov – til fødevareproduktion.
  3. At acceptere, at verdensbefolkningen decimeres af fødemangel – det vil sige, at millioner lider sultedøden. 

Derfor er der absolut intet sagligt belæg for at tvangsgennemføre større udvidelser af økologisk produktion. 

Udviklingen i ”madbalancen”

For at forstå kapløbet mellem befolkningstallet og fødevareproduktionen er det nyttigt at kaste et blik på historien:

I begyndelsen var der så få mennesker på kloden, at de bare kunne forsyne sig af de rigelige ressourcer. Da agerbruget blev introduceret for 4000 år siden, begyndte mennesket at udvikle dyrkningsteknikken. Man bekæmpede ”ugræsset blandt hveden”, som det hedder i Bibelen. Det vil sige fjernede ukrudtet for at dyrke de livsnødvendige afgrøder. Man begrænsede med andre ord biodiversiteten, hvilket dybest set er ideen med at dyrke og kultivere arealer til produktion af føde.

De seneste mange hundrede år er befolkningstal og fødevareproduktion accelereret side om side, men ikke altid i samme hastighed. Somme tider har der været rigelig mad. Til andre tider har der været hungersnød, hvor millioner døde af sult. Planteforædling, kunstgødning, kemisk plantebeskyttelse, dræning og vanding og lignende har reddet milliarder af mennesker fra sultedøden. Kapløbet mellem befolkningstal og fødevareproduktion skærpes i fremtiden.

På den ene side får verden stadig flere munde at mætte, og en milliard kinesere vil have flere bøffer i stedet for ris. På den anden side ”æder” byudvikling og trafikanlæg den mest værdifulde landbrugsjord. Derfor skal jorden anvendes effektivt.

Tallene bag udviklingen i ”menneskebyrden” på den ene side og fødevareproduktionen på den anden side ser således ud:

Verdens befolkning vokser

  • I år 2000 før vor tidsregning (altså for 4000 år siden) var verden befolket af omkring 100 mio. mennesker.
  • I år 0 var dette tal fordoblet til ca. 200 mio.
  • Omkring år 1400 var der igen sket en fordobling til ca. 400 mio.
  • År 1800 var der atter fordoblet til 800 mio.
  • Lidt efter år 1900 rundede vi 1,5 mia.
  • I 1950 var vi omkring 3 mia.
  • I 2000 var vi ca. 6 mia.
  • I dag er vi over 7 mia.
  • Og om bare 50 år anslås dette tal til 10 mia. – eller måske er det atter fordoblet til 12 mia. bl.a. afhængig af epidemier i Afrika og andre steder.

 

Fødevareforsyningen kræver nye principper

Indtil midten af 1800-tallet var der groft sagt balance mellem fødevarer og befolkning.

Efter ca. 1850 opdyrkedes store arealer – prærien – i Amerika, hvilket førte til overforsyning af fødevarer.

Efter den russiske revolution i 1917 – og især under Stalin – gik det helt galt med kornproduktionen i Rusland. Det går ofte galt, når politikere blander sig i landbrugsdrift.

Rusland havde været verdens største korneksportør, men blev under kommunismen ødelagt af teorier om ”økologisk” landbrug. Trofim Lysenko, der var agronom fra Landbrugsakademiet i Kiev, opnåede stor indflydelse under Stalin. Lysenko var imod anvendelse af kunstgødning og forkastede den mendelske arvelighedslære, hvorimod han mente, at fysiologiske påvirkninger kunne nedarves. Hans kontroversielle ideer blev ophøjet til statsideologi, fordi de passede ind i Stalins planlagte tvangskollektivisering. Stalin gjorde Lysenko til præsident for Landbrugsakademiet fra 1940, hvorved han reelt blev den sovjetiske biologis ”diktator”. Lysenkos forskningsideologi førte til store menneskelige katastrofer og fortsatte indtil selv Sovjet-ledelsen i 1965 indså fiaskoen og fyrede ham fra alle poster.

Stalin byggede sværindustri i stedet for kunstgødningsfabrikker og afskar Sovjetunionen fra den moderne verdens fremskridt. Den alvorlige situation førte til import af korn og hungersnød med millioner af døde.

 

De vigtigste Nobelpriser

I starten af 1900-tallet udviklede Fritz Haber en metode til at binde luftens kvælstof i ammoniak. I 1910 og de følgende år opskalerede Carl Bosch processen fra laboratoriet til industriel skala.  Hermed var grundlaget etableret for produktion af kvælstof-kunstgødning. Den såkaldte Haber-Bosch metode, der var udviklet af Fritz Haber og videreudviklet af Carl Bosch, indbragte dem hver sin Nobelpris i kemi i hhv. 1918 og 1931.

Deres opfindelser har haft enorm betydning og reddet milliarder af mennesker fra sultedøden. Blandt en kreds af Nobelpristagere er netop Fritz Habers og Carl Boschs Nobelpriser kåret som de mest betydningsfulde for menneskeheden nogensinde.

Det anslås, at Haber-Bosch-processen er forudsætningen for fødegrundlaget til over 1/3 af verdens befolkning. Endvidere anslås det, at halvdelen af proteinet i menneskekroppen bygger på kvælstof, der har været gennem Haber-Bosch-processen.

På den baggrund virker det hult, at den økologiske bevægelse 100 år senere fornægter så livsvigtige og fundamentale fremskridt.

Under og efter 2. verdenskrig (ca. 1940-60) blev Argentina meget velstående ved at forsyne verdensmarkedet fra store arealer nyopdyrket jord, det vil sige ved inddragelse af naturarealer.

Grøn revolution

I 1960’erne og 70’erne gennemførtes ”den grønne revolution”, som gik ud på

  • forædling af kornsorter,
  • bekæmpelse af sygdomme og skadedyr samt
  • øget brug af kunstgødning.

Resultatet var så godt, at Indien og Pakistan fordoblede kornproduktionen og for første gang blev korneksporterende. Milliarder af mennesker blev reddet fra sultedøden, og ”den grønne revolution” indbragte Norman Borlaug Nobels Fredspris i 1970.

EF’s landbrugspolitik, der blev designet lige efter 2. verdenskrig, hvor Europa havde knaphed på fødevarer, blev en så stor succes, at vi de sidste 30 år har haft fødevarerigelighed. Dette har medført ”dekadente” initiativer som braklægning og ekstensivering af arealanvendelsen gennem bl.a. økologisk dyrkning, der trods alle gode intentioner bevirker et luksusforbrug af landbrugsareal, fordi udbytterne er langt mindre – ofte kun halvdelen. Hvis verdens landbrugsareal blev dyrket økologisk, ville der kun være mad til 4 milliarder mennesker. I dag er vi over 7 milliarder, og om 50 år er vi måske 10 milliarder.

Fremtidens udfordring

Verdens samlede fødevarebehov i de næste ca. 40 år vil være på størrelse med den samlede mængde fødevarer, der er konsumeret gennem de seneste 10.000 år. Skal dette fødevarebehov dækkes, uden at der bliver drevet rovdrift på verdens natur, må alle seriøse hjælpemidler tages i anvendelse: Det gælder planteforædling, kunstgødning, kemisk beskyttelse mod sygdomme og skadedyr osv. GMO bliver også en vigtig del af fremtiden.

De politikere og grønne organisationer, der vil tvangsomlægge landbrugsproduktionen til 100% økologi, må overveje, hvilken del af verdens befolkning, de forestiller sig skal ofres på ideologiens alter.

Økologisk landbrug er ikke kun ”en romantisk niche”. Det er samtidig naivt og egoistisk: Naivt fordi konceptet ikke er holdbart. Egoistisk fordi konceptet får ødelæggende konsekvenser for natur og klima.

Hvis økologi-konceptet udbredes til 50 eller 100 %, bliver det en katastrofe, fordi de problematiske sider kommer til at dominere:

  • Klimafjendsk pga. forøget udslip af klimagasser,
  • miljøbelastende pga. større næringsstofudledning og
  • naturfjendsk pga. mindre udbytte og dermed større arealbehov.

Landbrugsareal er en knap ressource, som skal anvendes med omtanke. Luksusforbrug af areal vil naturligvis gå ud over verdens naturressourcer. Økologisk landbrug er på den baggrund en af regnskovens alvorligste fjender.

Økologi på markedsvilkår er vejen frem

Og hvad er så konklusionen? Lad den økologiske produktion udvikles på markedsøkonomiske vilkår, så den får den størrelse, forbrugerne ønsker i deres prioritering.

Men det er helt uacceptabelt, at staten uden dokumentation bruger offentlige midler til at fremme en politisk udvalgt produktionsform, der giver langt større problemer end almindelig moderne produktion, hvad angår udbytte, miljø, klima, naturbevarelse og økonomi – og heller ikke har sundhedsmæssige fortrin.

I et ordentligt demokrati skal milliardudgifter kunne begrundes med andet og mere end nogle upræcise politisk/religiøse forestillinger.

Scroll to Top