Af Torben Tornvig, Brande, og Jens Chr. Hansen, Brande, konventionelle danske landmænd
Det er på tide, vi i landbruget tager en debat om økologi.
Dermed begynder vi på noget, der i lyset af den gængse samfundsdebat kan virke som en provokation. For os moderne, konventionelle landmænd er der tale om alvorlige spørgsmål.
Hvorfor går vi bevidst efter lavere udbytter?
Er det ikke dybt asocialt at fråse med jorden og bevidst at gå efter lavere udbytter?
Vi ved, der er behov for langt større udbytter for at brødføde jordens befolkning, hvilket kræver, at vi ikke udsulter jorden, men tilfører de næringsstoffer, som høsten fjerner.
Er det ikke dybt asocialt at lade ukrudt, insekter og svampeangreb dels reducere udbytterne, dels i regnfyldte år give en toxinfyldt høst, altså fødevarer med giftindhold fra naturens side, fordi vi ikke vil bruge de stadig bedre og mere miljørigtige planteværnsmidler, som er udviklet?
Klima-uvenlige tiltag
Er det ikke dybt asocialt i disse klima- og miljø-fokus-tider at støtte en produktionsgren, der bidrager mere til klimabelastningen og udleder mere kvælstof pr. produceret enhed end andre dyrkningsformer. Er det ikke problematisk at kalde en produktionsgren med f.eks. større udfordringer omkring smågrisedødelighed og kalvedødelighed samt flere skader på æglæggende høns for mere dyrevenlig end andre produktionsgrene.
Vi har som moderne, konventionelle landmænd ikke noget imod vore dygtige økologiske kolleger. Men de to produktionsformer skal dømmes efter samme målestok og have sammenlignelige vilkår.
Økologien fremmes i øjeblikket med store økonomiske tilskud både i produktionsleddet og i afsætningsleddet, ligesom vilkårene ofte er lempeligere for økologiske producenter.
Er udledningen anderledes hos en økolog?
I produktionsleddet betyder det bl.a., at økologerne må pløje jorden om efteråret, ligesom de har lempeligere regler ved udbringning af husdyrgødning. Reglerne er fastsat af hensyn til miljøet. Er udledningen anderledes hos en økolog?
Det er et faktum, at tilstrækkeligt kvælstof er en forudsætning for at høste rentable udbytter og specielt en forudsætning for en ordentlig kvalitet. Det gælder også i økologisk produktion.
For at løse den udfordring importerer de fleste økologer store mængder konventionel husdyrgødning til deres bedrifter. Her bidrager konventionelle landmænd direkte til økologerne. Det gælder også, når de sælger konventionelt produceret foder til økologernes husdyr.
Alle tvinges til at støtte over skatten
I afsætningsleddet fremmes økologien også. Dels i store forretningskæder, der favoriserer økologiske varer med tilskud på de konventionelles bekostning. Dels gennem mange offentlige afsætningsfremmende foranstaltninger, samt når stat og kommuner går over til tvungen økologi i kantiner, institutioner, på sygehuse og skoler.
Det tvinges alle til at betale for over skatten.
Hvorfor skal folk, der tager afstand fra økologi, tvinges til at spise og drikke de økologiske produkter på grund af en kommunal eller statslig beslutning? Det bider sig oven i købet selv i halen – for de samme politikere står derefter og fortæller, at efterspørgslen efter økologi er stigende. Det skader jo også handelsbalancen – i øjeblikket er der større import af økologi end eksport.
Sammenlignelige vilkår, tak!
Økologi er ikke kun noget bras – men økologisk produktion og konventionel produktion skal behandles med samme kritiske briller og underlægges sammenlignelige vilkår – hvis ikke det sker, må vi som konventionelle landmænd stoppe med at sælge næringsstoffer og foderstoffer til økologerne.
Det gælder også afsætning af gylle til økologiske biogasanlæg. Det interessante ved disse økologiske anlæg er efter sigende, at de er hokuspokus-anlæg, der kan lave 50 procents – eller mere – konventionel gylle til 100 procent økologisk afgasset gylle.
Vi konventionelle landmænd vil ikke blive ved med at bidrage til en økologi, der i den grad lever på bekostning af det konventionelle. Fremover må vi både producere og debattere på lige vilkår.
