Af Hans Aarestrup, direktør for Bæredygtigt Landbrug
DR har opsnuset et forslag til, hvordan Landbrugets Redningsfond skal bruge de 2 milliarder, de forventer at kunne skrabe sammen: Der skal bygges 10 store svinefarme, som kan producere tilsammen 1,6 millioner svin.
Hvis man kan garantere en merpris på 2 til 2,5 kr., behøver man ikke bekymre sig om at få grise nok til slagterierne, som jo er det helt åbenlyse formål med øvelsen. Så vil de 12 millioner, der i dag eksporteres som 30 kg’s, blive fedet i Danmark.
Den ekstra afregning tager afsæt i, at grisene er opvokset uden brug af antibiotika. Man har derfor sikkert planer om at optimere de nye staldanlæg i forhold til smittebeskyttelse etc. Men det har man jo også gjort i mange af de bestående anlæg, og mange af de resterende vil kunne opgraderes, og kunne gøre sig fortjent til den højere afregning.
Det vil være helt tåbeligt at øge udbuddet i Danmark med 1,6 millioner slagtesvin i en situation, hvor markedet er ved at finde balance i priserne. Det, der kan redde de nuværende landbrug, er at udbuddet bliver mindre, så deres priser stiger.
Øvelsen må i første omgang være tænkt som et forsøg på at redde arbejdspladser på slagterierne, og netop slagterierne sidder med nøglen til, om projektet bliver til noget. En garanteret merpris på over 2 kr., som der åbenbart skal til for at skabe rentabilitet i projektet – det er jeg sikker på, at slagterierne hverken kan eller vil garantere, og derfor bliver projektet aldrig realiseret. Heldigvis.
Læs nyheden om svinefarms-forslaget her: