messe2

Tak for deltagelsen på NutriFair

19. jan 2017 / Af

NutriFair 2017 er overstået, og Bæredygtigt Landbrug kan se tilbage på endnu en succesfuld messe i Fredericia.

”Det er et oplagt sted at komme i kontakt med danske landmænd. Og det er tydeligt, når folk har besøgt vores stand, at de er glade for vores forening. Både medlemmer og ikke-medlemmer siger, at der er brug for Bæredygtigt Landbrug i debatten”, fortæller BL’s direktør Hans Aarestrup – som gerne vil rette en tak til alle, som har enten besøgt eller hjulpet til på BL’s NutriFair-stand.

Udover det høje aktivitetsniveau på selve standen arrangerede BL også debatmøde om henholdsvis danske, tyske og svenske rammevilkår for landbruget. Et møde, der resulterede i, at Venstre-politikeren H.C. Schmidt nu vil arrangere en høring om samme emne på Christiansborg. Derudover holdt Hans Aarestrup et indlæg i messehallens Speakers Corner om de kampe, BL i denne tid tager på dansk landbrugs vegne.

”Uden at sætte tal på kan jeg sige, at vi også har fået en hel del nye medlemmer på messen. Det vigtigste har naturligvis været selve dialogen med landmændene – men det er ingen hemmelighed, at vi gerne vil være så mange som muligt i foreningen. Desto stærkere står vi i forhold til bl.a. politikerne”, lyder det fra direktøren.

NutriFair oplevede generelt en fem procents fremgang i besøgstallet på dette års messe i forhold til 2016-udgaven. I alt 4.302 mennesker gæstede messehallen onsdag og torsdag.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk