Nostalgien slår for alvor igennem i artiklen ” Hist hvor vejen ikke slår en bugt længere”. Her sammenlignes markvejenes antal i dag med antallet det år Morten Korch døde, altså i 1954.
Det var dengang, da posten cyklede rundt til bøndergårdene, det var dengang, der stadig var behov for stier til kirken, og hestene stadig var et vigtigt trækdyr for landbruget. Det var dengang, danskerne havde 183.900 personbiler – i dag er der 2.391.000. Det var dengang, hestene og efterhånden den lille grå Ferguson satte målestokken for, hvor stor en mark skulle være. Det var dengang, der var så dejligt ude på landet, som i H. C. Andersens eventyr og sang, som der henvises til.
Der er stadig dejligt, selvom arealet med agerjord er faldet og skove og bymæssig bebyggelse er steget. Antallet af indbyggere på landet er halveret i perioden til omkring 800.000, mens bybefolkningen i samme periode er steget med næsten to millioner til knap fem millioner. Blot siden 1980′ erne er byernes areal fordoblet. Det er billedet fra dengang i 1950′ erne, seniorforsker Ole H. Caspersen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet åbenbart har behov for, for at hans og andres byboers stressniveau skal dale. Han giver hermed udtryk for, at den moderne bybo har behov for et stagnerende landbrug, der ikke må udvikle sig, fordi byboen har behov for at vederkvæge sig i et landskab, der hyldes i romantikken.
Skal vi landbrugere være kustoder i vores eget liv for at tilfredsstille den moderne Erasmus Montanus behov for oplevelser? Det moderne landbrug producerer fødevarer på moderne vis. Dertil benyttes moderne maskiner, der er større end hestene kunne trække i Morten Korchs landbrug. Derfor er der større marker med afgrøder, der bliver passet og plejet. Derfor nedlægges markveje, der ikke længere er et dagligt behov for.
Samtidig har landbruget i mange år rakt hånden frem med projekter som Spor i landskabet og trampestier ligesom de har inviteret til at benytte de stier og veje, der findes på landbrugsejendommene. De stier og spor bliver ikke alle steder benyttet i særligt stort omfang. Det er sjældent, at vi landmænd kan dele vore store naturoplevelser med folk fra byen. Det ville vi ellers gerne. Kom ud og se og oplev, der er anlagt mange biotoper rundt om i landskabet og der er rigtig mange rådyr og krondyr, som det siges, at befolkningen efterspørger. Men vilde dyr er nu engang vilde, og kommer ikke frem på kommando, hvis man højt snakkende midt på dagen bevæger sig ad skovstien eller markvejen og vil have oplevelser. Den skønne flora er der, og det lille dyreliv – det kræver man har øje for det. Kom dog og oplev. Det er stadig muligt at bevæge sig i landskabet til fods, til cykel og til hest.
Det er i dag muligt at tage sin bil og parkere den ved skov og mark og gå en oplevelsesrig tur. Men det kræver at man kommer uden for byskiltet – som siden 1954 er flyttet længere og længere ud på landet. Mon den gode seniorforsker også vil problematisere, at byerne har inddraget markveje, bebygget området og asfalteret vejene? Så må vi jo til at hugge asfalten op og etablere jordveje igen der, hvor der engang var landbrugsland og markveje.
