Af Alfred Tværsig Olesen, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Tværsiggaard, Nørregade 53, Hornsyld
Danske landmænd har i århundreder dyrket rent grundvand.
Vi gør det stadig.
Det danske grundvand har det godt.
Det rene grundvand findes på landet. Det er modsat, hvad mange tror. Langt de fleste bynære boringer er lukket for længst. Vi landmænd passer godt på vandet – på trods af det vil mange kommuner nu indføre dyrkningsrestriktioner rundt om vandboringerne.
Grundvandsmagasiner er godt beskyttet
Det er helt unødvendigt og virker ikke gennemtænkt. Det vand, der skal pumpes op, befinder sig ikke lige under boringen. Det vand befinder sig mange andre steder i store grundvandsmagasiner. De ligger godt beskyttet under mark og skov.
Det ved dem, der vil indføre restriktioner omkring boringerne, udmærket godt. I landbruget kan vi derfor frygte, at hvis der bliver givet lods til at indføre restriktioner omkring vandværksboringerne, vil der efterhånden også komme krav om restriktioner over grundvandsmagasinerne. Det er skruen uden ende.
Gødning og sprøjtemidler nedbrydes automatisk
Danske landmænd kan vedvarende dyrke det danske land og vand – og alle kan vedvarende trygt drikke det danske vand. Nitraten fra gødning nedbrydes på vej gennem jorden. Det samme gør de sprøjtemidler, vi anvender i landbruget i dag. Gør de ikke det, ønsker vi ikke at anvende dem.
Anderledes ser det ud med BAM-produkterne, der holder jorden fri for vækst. De er hovedsageligt brugt på banestrækninger, på kirkegårde, sportspladser og andre steder. Tidligere blev de også anvendt for at holde jorden fri omkring vandværkers boringer. De spor af sprøjtemidler, der er fundet, stammer hovedsageligt fra dette brug.
Fjern ikke fundamentet for vores liv
Rent vand og gode fødevarer er fundamentet for liv – det kommer fra dansk landbrug. Med nye restriktioner kan dette danske gode komme i fare.