Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Borupgård, Løkken
Bæredygtigt Landbrug kan ikke acceptere, at et helt erhverv holdes for nar med bortforklaringer, samtidig med at særrestriktioner truer erhvervets overlevelse.
Det er det, der sker i øjeblikket. Det danske miljø- og fødevareministerium og minister Esben Lunde Larsen har travlt med ved møder og i samråd at forklare, at EU og de danske myndigheder er enige om, at der er sket et fald i overskridelserne af grænseværdien for nitrat i det danske grundvand, og at fejlopfattelser er rettet.
Ingen rettelser fra de danske myndigheder…
EU har en ganske anden opfattelse. De skriver, at der er sket en stigning i overskridelserne af grænseværdien for nitrat i det danske grundvand på 228 procent i de senere år. EU henviser til danske indberetninger som grundlag for den opfattelse og siger, at der ikke fra dansk side er indsendt nogle rettelser, der modbeviser dette.
Fodret med forkerte oplysninger
Det har nu stået på i over 20 år. Så længe jeg har været landmand, er jeg blevet belært om, at det er EU, der kræver restriktioner overfor danske landmænds brug af gødning. Det tror da pokker, at EU gør dette, når de siden Aukens tid er blevet fodret med forkerte oplysninger om det gode danske grundvand på grundlag af tendentiøse målinger. De mange restriktioner og fejlregulering af dansk landbrug er stærkt medvirkende til erhvervets gæld – derfor er det bydende nødvendigt, at der sker noget nu.
Minister Larsen, du har nedsat en gravergruppe til at undersøge dette forhold. Glem graveriet, fejlen er konstateret. Der er ikke behov for at få gravet mere – men få de tal rettet. Nu.