Landmand og medlem af Bæredygtigt Landbrug, Bo Ritterbusch, har, på foreningens opfordring, filmet vandløb i sit lokalområde ved Mariager Fjord. Og vandløbenes tilstand minder ikke om den, der er bogført hos Miljøstyrelsen.
Vandløbet er optegnet som naturligt. Det betyder, at det burde være skabt naturligt og slynge sig gennem landskabet, mens vandet løber hurtigt. På filmen kan man se, at vandløbet er snorlige, ligger dybt nede i landskabet, og at vandet står stille. De tre ting viser, at vandløbet på denne strækning langt fra opfylder kravene for at være naturligt.
Billedet herunder viser, hvordan vandløbet er registreret hos Miljøstyrelsen. Vandløbet har, som mange andre små vandløb, et vandopland på under 10 km2. Derfor skal vandrådet i hovedvandopland Mariager Fjord vurdere, om Brødens Grøft og dusinvis af andre vandløb skal ud af vandplanerne, da virkeligheden viser, at de er kunstige eller stærkt modificerede.
Vandrådenes arbejde er allerede i fuld gang, da de inden årets udgang skal finde de vandløb, der skal ud af vandplanerne. Flere af vandrådene presser på for at få afgjort vandløbenes skæbne inden for de kommende uger, selvom fristen for indberetninger er ved årsskiftet.
Bæredygtigt Landbrug anbefaler medlemmerne at filme deres lokale vandløb, så vi kan se, hvordan de i virkeligheden ser ud. Så har vi flere beviser for, at vandløbene ikke er naturlige, og at de derfor kan komme ud af vandplanerne.
Du kan se, hvordan du gør lige her.
Af Anders Melchiorsen, anm@baeredygtigtlandbrug.dk