Landmænd i Brønderslev, Jammerbugt og Aalborg kommuner vil have en bedre og mere omfattende oprensning af Ryå-systemet.
”Der har været megen snak og lidt handling. Nu vil vi se handling”, lød budskabet ifølge avisen Nordjyske fra de landmænd, som onsdag eftermiddag deltog i et møde vedr. oversvømmelserne langs det 50 kilometer lange Ryå-system.
Umuligt både at høste og så
Brønderslev Kommune – der var vært for onsdagens møde – har tidligere lovet handling, men tiltagene har ikke virket. Markerne står stadig under vand, og mange steder er det umuligt både at høste og så.
Kommunen lover nu mere effektiv grødeskæring. Derudover er der blevet nedsat et udvalg, der skal konkretisere forslag til løsning af problemet. Ifølge Nordjyske skal udvalgsmedlemmerne også kigge mange år fremad for at finde en langsigtet løsning, der kan dæmme op for følgerne af klimaændringer. Beregninger viser således, at der frem til 2050 vil komme endnu større vandmængder.
Carsten Søborg er med i udvalget
Udvalget består af Knud Thing, Johannes Simonsen, Jens Andersen, Asger Nielsen samt det engagerede medlem af Bæredygtigt Landbrug, Carsten Søborg – kendt for den såkaldte ”Jammerbugt-sag”, hvor der blev givet en historisk miljøgodkendelse til husdyrbrug som følge af målinger fremfor modelberegninger. Også medlemmerne af Brønderslev Kommunes teknik- og miljøudvalg deltager i det kommende udvalgsarbejde.
BL-formand Flemming Fuglede Jørgensen deltog ligeledes i det omtalte møde forleden.
Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk