Regulering efter internationale standarder, tak

Nej til ensidigt fokus på kvælstof og grove gennemsnits-beregninger - lyt nu til de udenlandske eksperter

jens-iversen

Af Jens Iversen, Dalhavegård, Åstorpvej 78, Christiansfeld, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug

Samtidig med at vi i Danmark har oplevet en høst, hvor både mængder og kvalitet er i top, omtales i flere medier en rapport fra en gruppe internationale forskere, der har undersøgt den danske implementering af EU’s vandmiljøplaner.

Vi vil kæmpe hårdt for at opretholde fremgangen

Det er et ganske interessant sammenfald. Vi danske landmænd har i over 20 år manglet den nødvendige næring til vore planter. Denne næringsbegrænsning skyldes netop vandmiljøplanerne. Landbrugspakken gav mulighed for at tilføre mere næring til gavn for de danske afgrøder. Det har vi nydt godt af i årets høst. Den fremgang vil jeg og mine kolleger kæmpe hårdt for at opretholde.

Landmænd skal selvfølgelig ikke unødigt belaste natur og miljø – men den mængde ekstra gødning, der er benyttet, har planterne jo spist – det kan vi se af afgrødernes mængde og proteinindhold.

Skandalen må høre op nu

Danmark har fra starten grebet implementeringen af Vandrammedirektivet forkert an. Modsat vore nabolande har man ikke gjort brug af alle muligheder for undtagelser og “formildende omstændigheder”, og man har ikke gennemført de økonomiske konsekvensberegninger, som er foreskrevet i Vandrammedirektivet.

Netop de manglende økonomiske konsekvensberegninger, som EU ellers kræver, har ramt vi landmænd hårdt. Landmænd er blevet voldsomt økonomisk belastet af nogle begrænsninger på gødning, som ikke har været ordentligt fagligt dokumenteret. Det er en skandale. Det må høre op nu.

Lyt nu til den internationale ekspertise

Der skal nu miljømæssigt rettes fokus andre steder. Der skal øget opmærksomhed på forholdet mellem fosfor og kvælstof, ligesom der skal tages hensyn til hvert enkelt vandområde i stedet for at lave grove gennemsnitsberegninger. Den målrettede regulering betyder jo netop, at der skal måles ude i de enkelte områder, så det bliver helt klart, præcist hvor problemerne er, og hvordan man kan sætte ind der.

Kære politikere: Lyt nu til den internationale ekspertise, og lad os få en ny faktabaseret regulering af det danske vandmiljø, der er i overensstemmelse med EU-reglerne og til glæde for de danske afgrøder og dermed den danske samfundsøkonomi.

Scroll to Top