Erik Ugilt Hansen er landmand, dambruger og pelsdyravler fra Volstrup ved Hobro.
Han har i årtier påpeget, at myndighederne, fra den første vandmiljøplan blev iværksat i 1987, ulovligt har undladt at foretage de objektive målinger af vandkvaliteten i alle landets vandområder, som alle medlemslande i henhold til EU’s fiskevandsdirektiv har forpligtet sig til at foretage.
Ifølge ham er der to ting, man kan måle i et vandløb: Vandkvalitet og vandløbskvalitet.
Målingen, der foretages i dagens Danmark, og som er blevet brugt som indikator siden starten af 1990’erne, er en faunabestemmelse. Kort sagt er det en prøve, hvor man med en ketsjer fanger insekter og smådyr. Dyrene bliver opdelt i kategorier; rentvands-dyr, slam-dyr og forureningstålende dyr, hvorefter vandløbsstationen får en faunakarakter.
“For at vandløb kan klassificeres til at have god økologisk tilstand, kræver det, at faunaprøven viser, at der er mange fisk, smådyr og planter. Hvis de ikke forefindes i prøveudtagning, antages det, at mængden af kvælstof er skyld i problemet. Det bliver landbruget gjort ansvarlig for, men det er på et forkert grundlag”, forklarer Erik Ugilt Hansen.
Faunaprøven siger nemlig noget om vandløbskvaliteten, men ikke noget om selve vandkvaliteten. Insekterne og smådyrene bliver, ifølge ham, slet ikke påvirket af kvælstofmængden i vandet.
Skal der renses op eller ej?
Antallet af de forskellige typer fauna hænger hverken sammen med påvirkningen fra dambrug, landbrug eller industri. Det handler om de fysiske forhold i vandløbet.
“Dyr i vandløb kræver ilt for at leve, og det får de fra vandet – men hvis bunden af vandløbet er mættet af mudder, dynd og slam, der er ved at nedbrydes, kræver det ilt til formålet. Vandet i vandløbet bliver dermed af-iltet, hvis vandløbet ikke renses op”, siger han.
Ilt er den afgørende faktor for biodiversiteten. Hvis mudder, sand, dynd og slam, der indeholder organisk materiale, flyttes fra bunden til marken langs vandløbet, vil luftens ilt nedbryde det organiske materiale – i stedet for at ilten fra vandet nedbryder det. Dermed beriges biodiversiteten i vandløbet.
Enormt ressourcespild
Når faunabestemmelsen bruges som indikator for vandkvaliteten, er det spild af tid og ressourcer. Vandkvaliteten bør, logisk nok, i stedet måles før og efter en potentiel forureningskilde. Sådan er det oprindeligt bestemt i EU’s fiskevandsdirektiv. Myndighederne har ikke fulgt fremgangsmetoden, som ellers er ganske logisk i sit udgangspunkt.
“Helt konkret skal der udtages en måling af vandet i vandløbet før en potentiel forureningskilde – det kan for eksempel være en by, en fabrik, et landbrug eller et rensningsanlæg. Så skal vandløbet følges nedstrøms, indtil den potentielle forureningskilde er passeret. Her skal udtages endnu en prøve, som sammenlignes med den første. Udsving i målingerne vil gøre det simpelt at lokalisere forureningskildens faktuelle påvirkning med fuldstændig nøjagtighed”, forklarer Erik Ugilt Hansen.
Ifølge EU er det medlemsstaterne, der ved objektive målinger har ansvaret for registreringen af vandkvaliteten i alle deres vandområder. Dette har danske myndigheder, bag Folketingets ryg, undladt at gøre siden vandmiljøplan I.
Derfor har Danmark i dag slet intet grundlag for at iværksætte den meget omtalte målrettede regulering.
En målrettet regulering kan kun bygge på konkrete målinger fra den virkelige verden – ikke på en subjektiv vurdering af, om vandløbet er i god økologisk tilstand.
Eller som Erik Ugilt Hansen siger det på forståeligt dansk:
“Ikke en eneste dansker vil finde sig i at blive medicineret efter resultatet af andres blodprøver, når de går til læge!”
Af Anders Lei, journalist@baeredygtigtlandbrug.dk
