Af Jørgen Lund Christiansen, Skanderborg
Fake news dækker over, at USA i dag har en splittet befolkning, der ikke evner at debattere ud fra samme referenceramme.
På minimum ét felt bevæger vi os i Danmark ad samme vej, nemlig når det gælder miljøpolitikken. Her arbejder den overvejende del af lobbyister, debattører og politikere om ikke ud fra fake news, så i hvert fald ud fra selective news.
Nogle sandheder bliver ganget med faktor 1000 og bøjes herefter i neon i både tv, radio, aviser og fagblade. Dommedag er nær. Imens ”overses” andre – og langt værre – sandheder. For de forstyrrer det grønne evangelium, og det netop som den i egen opfattelse progressive del af eliten har fået en ny trosbekendelse indlagret i store del af befolkningen.
En halv cigaret på 80 år
Igen og igen hører vi om fund af pesticider i grundvand – som ikke er det samme som drikkevand. I næsten alle tilfælde er fundene under grænseværdien på 0,1 mikrogram, som af forsigtighedsgrunde er sat tusinde gange lavere end risikogrænsen. Der påvises aldrig sygdomme som følge af pesticider i drikkevand, ingen er døde heraf. Men alligevel lyder fanfaren fra bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, Enhedslisten, Alternativet og dele af SF samt Det Radikale Venstre: Forbyd pesticider, for vi vil ikke have gift i vores vand! Medierne kolporterer kritikløst. Ingen fortæller, at såfremt der var højest tilladte ”gift”/pesticidindhold i ALT drikkevand, skal et menneske drikke to liter om dagen i 80 år for at indtage en ”gift”mængde svarende til indholdet af nikotin og tjære i en halv cigaret – over 80 år.
I 2005 stod vore byer med København og Frederiksberg i spidsen over for en miljøkatastrofe. Analyser foretaget mellem 1991 og 2001 viste, at 20 pct. af jorden i de to hovedstadskommuner var så forgiftet, at den skulle graves bort og køres i deponi. Det tilladte indhold af tjærestoffer, PAH’er, herunder det specielt farlige benzo(a)pyren, på henholdsvis 1,5 og 0,1 mg pr. kg. jord var overskredet. Den var også gal med mellem 30.000 og 40.000 grunde ud over landet. For benzo(a)pyren gælder en mistanke om, at blot et enkelt molekyle indtaget i drikke eller mad kan medføre kræft.
Faregrænserne blev hævet med henholdsvis faktor tre og faktor 80
Så trådte sagkundskab og et politisk flertal hen over midten i karakter. Problemet blev løst effektivt: Grænserne for det maksimalt tilladte indhold af tjærestoffer totalt – og benzo(a)pyren specifikt – blev i 2005 hævet med en faktor tre til henholdsvis 4,0 og 0,3 mg pr. kg. jord.
Tjærestoffer er noget farligt stads. Derfor har København i de seneste år udskiftet al overfladejord på kommunens legepladser. Før 2005 opererede man med, at et barn på 13 kg. ved dagligt at spise/indtage 0,2 gram jord højest måtte indtage 0,1 nanogram benzo(a)pyren pr. kg. legemsvægt. Den grænse blev ved den effektive problemløsning hævet til 8,0 nanogram, altså faktor 80! Begrundelsen er, at skidtet jo nu engang er derude, ikke mindst fordi bilkørsel producerer PAH’er til naturen. Hvad med at forbyde bilkørsel og forbrændingsmotorer, for vi vil jo ikke have gift i miljøet!
Hvad er farligst?
Gad vide, hvor meget farligere det er at indtage et måske kræftfremkaldende benzo(a)pyren molekyle i forhold til over 80 år at konsumere nikotin og tjære fra en halv cigaret – som næppe nogen kommer til. Pesticidrester er fra den tid, da myndighedernes godkendelsesprocedure ikke var effektiv nok. Vi har rent vand i Danmarks haner. Hidtil har undtagelsen været ledningsbrud og heraf indtrængende vand med indhold af menneskelig afføring fra byernes rensningsanlæg.
Det danske system med selective news er årsag til, at de færreste kender til ovenstående hovedstadshistorie. Den tager vi som affyringsrampe for den helt store katastrofe, som er landsdækkende, og som medierne heller ikke har fanget.
Alt vand svines til med gummi, olie og tjære
Praktisk talt enhver dansk bæk, å, dam, sø og fjord tilføres kontinuerligt – døgnet rundt – uidentificerede olieprodukter og dermed kulbrinter. Disse miljøfarlige stoffer udledes fra hver eneste asfalteret vej i riget. Når bildæk møder vejen, produceres der – specielt ved acceleration og opbremsning – slibestøv. Efter nogle titusinder km. skal bilen have nye dæk, og ind imellem er der også brug for et nyt lag asfalt. Slibestøvet føres med regnen ned i grøften og videre til en bæk eller å, som har udløb i en dam, en sø eller en fjord.
Jeg har kendskab til en 1300 kvm museums-mølledam, som kan rumme op imod 2.000 kubikmeter vand. Møllens turbine kører to-tre timer et par gange eller tre om ugen. Hen over året løber der måske 300.000 kbm. vand igennem dammen og tre-fire gange så meget udenom direkte til en nærliggende sø. Den afvandes via et par åer og endnu en sø til Kattegat. Hele dette system får vand fra et tusindtal af grøfter og bække. Hold fast i det.
Mølledam giftig efter ni år
Cirka hvert 10. år skal en mølledam oprenses for dynd samt forrådnede blade og grene, som tilføres med møllebækken. Mølledammen, som her omtales, blev renset for ni år siden og dyndet for et beskedent beløb kørt ud på en landmands mark som gødning. Siden er der kommet cirkulære fra Miljøstyrelsen, hvorfor kommunen foranstaltede den lille dam opdelt i otte felter. De blev invaderet af laboratoriefolk i hvide beskyttelsesdragter, som kom for at tage prøver. Resultatet siger for fem af felterne diffus forurening/lettere forurening flere steder og et indhold af kulbrinter over jord- og drikkevandskravene. Årsag: Uidentificerede olieprodukter, som selvantænder ved 340 grader. Skidtet kan muligvis være kræftfremkaldende. Selvom det ikke er målbart, er giften måske også i de tre sidste felter, siger laboratoriefolkene. Deres medfølgende dom er indiskutabel: Dyndet må ikke udkøres som gødning på landmandens mark. Alt skal i deponi. Samlet regning – inklusive analyser – 399.000 kroner. Et enigt byråd ikke så meget som vaklede. Beløbet blev bevilget uden offentlig debat – og samtidig hensættes der nu årligt til kommende rensninger 50.000 kroner, så sagen for fremtiden kan køres administrativt.
Tænk, at en mølledam på størrelse med en parcelhusgrund kan forårsage så meget! Og tænk videre: Bække, åer, damme i øvrigt, vore søer og fjorde bundrenses aldrig! Næsten alt tilløbsvand passerer under asfaltveje. Hele Danmarks vandmiljø kan være en giftig og muligvis/sandsynligvis kræftfremkaldende pløresuppe.
I disse år investeres der et milliardbeløb i tostrengede kloaksystemer. Byernes asfaltvand føres udenom rensningsanlæggene, som hidtil – når der ikke har været overløb – har fanget forureningen. Vi fremmer giftiggrønne ”løsninger”.
Bilismen, ikke landbruget, er synderen
Møllebækken kommer fra en skov, der hverken gødes eller sprøjtes. Der kan ikke skydes på landbruget. Der er kun én synder: Bilismen. Myndighederne véd det godt. Tilståelsen kan bl.a. ses ved en motorvejsafkørsel mod Ry/Silkeborg vest for Skanderborg. Her er der hen over sommeren ophobet bjerge af forgiftet jord – nemlig udgravningsjord for udvidelsen af motorvejen forbi Skanderborg fra fire til seks spor. De to ny spor ligger i en tidligere midterrabat, der i et par snese år har modtaget tusinder af tons uidentificerede olieprodukter: PAH’er, tungmetaller og kulbrinter forårsaget af bilkørsel. Mens jeg husker det: 60 pct. af den mikroplast, der lander i vandmiljøet, stammer fra bildæk.
Nej eller ja til gift i miljøet?
Igen: Hvad med at forbyde bilkørsel og forbrændingsmotorer, for vi vil jo ikke have gift i miljøet! Eller er det alligevel ok, når synderen er os alle sammen – selvom synden er mangefold større end pesticidproblematikken?
Jordsagen i København, den lille mølledam som symbolhandling og motorvejsudvidelsen er grimme meget dunkle brikker i noget stort, som er omfattet af selective news, altså den del, der selekteres fra.
Jeg vil heller ikke have gift i miljøet. Jeg vil også have en boring lukket, hvis vandet kan give borgerne sygdomme. Det er vel derfor, maksimumgrænsen for indhold af fortidens pesticider – for det er jo dem, der er tale om – er sat som en tusindedel af faregrænsen. Det var nemt at lukke hele debatten om ”gift i grundvandet” ved blot at hæve maksimumgrænsen med en faktor tre. Kan den form for handling løse et miljøproblem i København og på Frederiksberg, dur metoden vel i hele landet.
(Indlægget har også været bragt som kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten, dén version kan du læse via linket HER. Skribenten har ligeledes ønsket teksten offentliggjort på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
