20180301baeredygtigt-personale019

Faglighed og god debatkultur ønskes i kvælstof-debat

14. mar 2019 / Af

Af Ulrik Lunden, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Store Bouet, Sæbyvej 81, 9340 Asaa

Dansk landbrug har mindsket miljø- og klimapåvirkningen ganske betragteligt de seneste mange år og i samme periode mangedoblet produktionen. Hvor mange andre erhverv kan mon prale af noget tilsvarende?

Ensidig propaganda strider mod fagkundskaben

Nu forsøger visse politikere at fremstille et status quo i kvælstofudledningen – der ellers er faldet drastisk de seneste 30 år – som et stort miljøproblem. Hvor er det dog pinligt at overvære folkevalgte være logrende vedhæng til Berlingskes ensidige propaganda mod Landbrugspakken – når sagkundskaben bag den årlige Novana-rapport om vandmiljøet på samme tid fortæller om et miljø, der har det ganske godt.

Tænk, at politikere hvert år betaler Aarhus Universitet et trecifret millionbeløb for at forsyne dem med viden om tingenes rette tilstand – og så gider man ikke lytte til eksperterne. Hvis politikerne virkelig tror mere på berlingeren end på Novana-rapportens forskere, skal vi så til at have Berlingske til at lave myndigheds-betjening her til lands?

Beregninger holder jo ikke længere

Et internationalt ekspertpanel har for længst kritiseret de danske kvælstofmodeller – og Miljø- og Fødevareministeriet arbejder derfor intenst med en revurdering af hele området.

At føre skræmmekampagne på baggrund af beregninger, der i øjeblikket er ved at blive genberegnet, er ikke god debatkultur. En opdateret faglighed ville være på sin plads, inden man forsøger at hænge et af verdens mest miljøvenlige landbrug ud som miljøsvin i den danske offentlighed.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse aviser).