Af Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug
IT-systemerne vælter ind over os. Det gælder i dén grad landbruget.
Der er snart ikke den ting, der ikke skal overvåges og samkøres. Den fagre nye verden er over os.
Overvågning og datasamkørsel fra det offentlige har desværre ikke til hovedformål at gøre verden mere lys eller mild. Den har til formål at kontrollere, om reglerne er overholdt. Regler er menneskeskabte og udtrykker ikke retfærdighed, men skal sikre håndhævelse. Regler er pr. definition arbitrære og tilfældige og vil aldrig svare til menneskers opførsel eller væremåde.
Regler kan som bekendt fortolkes
At nogle regler alligevel fornuftsmæssigt nyder anerkendelse, skyldes, at reglerne er skrevet så tilpas overordnet, at de kan fortolkes efter tidens tand og tone. Den anden mulighed for anerkendelse er, at vi uanset reglernes tilfældige udformning i fællesskab kan indse, at det er nødvendigt at have regler på et område. Det er skåret hårdt op, og selvfølgelig er der mellemkategorier.
Fremtidens paradigme er, at reglerne skal udformes, så de er IT-parate. Ja, hvad mener I? I hørte rigtigt. Og vi er jo allerede godt på vej.
Vi ville aldrig have så komplicerede nationale og EU-regler, hvis det ikke var muligt at kontrollere via IT. Satellitovervågning (vist nok hver femte dag) kombineret med billedgenkendelse skal fremover sikre overensstemmelse med EU-reglerne.
Indberetnings-kaos i vores erhverv
Men det er bestemt ikke kun overvågningen, hvor IT erstatter mennesker. Det gælder også i sagsbehandlingen. Indberetningen for landbrug er jo vokset til en gigantisk størrelse. Relationer mellem dyr, gødning, betalingsrettigheder, de kommende vandplaner, kortværk osv. er en realitet, som landmænd og konsulenter bokser rundt med i dag. I denne verden møder man nedetid, ”blokerende fejl” og sammenhænge, der kun findes som bit og bytes på en computer, men ikke kan genfindes i den virkelige verden.
Jeg har oplevet en landmand, som fik afvist landbrugsstøtte på et areal, fordi det var udpeget som vådområde. Det var ikke vådområde, men derimod en mark i omdrift. Landmanden skal altså på grund af en sagsbehandlingsfejl bruge krudt og konsulenthonorar på at forklare Landbrugsstyrelsen, at de har taget fejl. Det lykkes, men hvem skal betale for skriveriet frem og tilbage?
Hvor er retsgrundlaget?
Hvad så lige med de såkaldte ”blokerende fejl”? I tidligere tider kom der blokerende fejl, fordi systemet havde en anden opfattelse af virkeligheden, f.eks. kort, og så kom der en blokerende fejl. Dvs. man kan som landmand altså ikke sende et skema afsted, fordi man har en anden virkelighedsopfattelse. Det er helt ekstremt! Hvad er retsgrundlaget lige for den afvisning?
Når så endelig de har samlet alting med samkørsel af data, viser det sig igen og igen, at systemerne har nedetid. Det er altså flot! Reglerne dikterer på den ene side, at der er bestemte perioder, hvor der skal meldes ind, men alligevel er kontoret lukket!?
Hvem betaler lige for den tid, konsulenten sidder der og trykker ”opdater” i browseren? Det er selvfølgelig fuldendt idioti, at man nærer ønske om at detailstyre landbruget på den måde, man gør.
Hvem dækker tabet?
Den enkelte konsulent og landmand bør virkelig overveje, i hvilket omfang at nedbrud samt manglende mulighed for indberetning, der skyldes forhold hos Landbrugsstyrelsen, medfører et økonomisk tab. Man bør derfor ligeledes overveje, om disse tab i et omfang ikke bør dækkes af Landbrugsstyrelsen selv?
Det er dobbelt IT-tyranni først at monopolisere indberetningen og derefter have så mangelfulde systemer, at det ofte er umuligt at indberette korrekt.
Ja, sjældent har så få gjort det så skidt mod så mange!
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i flere medier).