Kritik af misvisende dansk klimaberegning

Konkurrenceevnen for dansk raps er påvirket negativt i forhold til bl.a. Sverige som følge af danskernes beregningsmetoder, lyder det fra rådgiver

raps_mejetaersker

”Det er bekymrende, når klimaaftrykket beregnes, så det er svært at genkende i virkeligheden, og at det giver uhensigtsmæssig skævvridning imellem landene”.

Sådan lyder det fra den selvstændige rådgiver Dorthe Kappel fra firmaet Kappel Agrocon i avisen Effektivt Landbrug.

Her problematiserer hun, at dansk raps kan miste markeder og falde i pris fra næste år alene på grund af en misvisende beregningsmåde for klimaaftryk. Danmark har således sendt et højt tal ned til EU for klimaaftryk fra dansk raps, mens nabolande som Tyskland og Sverige har opgivet noget lavere tal fra deres raps. Dermed vil olieselskaberne have en større interesse i at købe deres pligtige biobrændstof i de andre lande og vælge den – påståede – klimadårlige danske rapsolie fra, alene på grund af en dansk beregningsmetode.

Ifølge indberetningerne har den danske raps et klimaaftryk på omkring 2100 kilo CO2-ækvivalenter per hektar, mens eksempelvis den svenske raps ligger nede på omkring 1500 kilo.

”Det vil helt konkret komme til at påvirke den danske raps’ konkurrenceevne”, siger Dorthe Kappel – som undrer sig over de forskellige tal, idet dyrknings- og klimaforholdene er meget ens i Danmark og nabolandene.

Du kan læse mere i Effektivt Landbrugs artikel HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top