Af Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug
”Stol på Stiig” kunne man læse på skilte foran byretten i Hillerød – måske skrevet af de samme personer, som havde et debatindlæg i Politiken den 18. juni 2021, hvor Greenpeace retter krabasken mod Bæredygtigt Landbrugs retssag mod Stiig Markager.
Som læser skal jeg først og fremmest lade vide, at professor Stiig Markager ikke er en hr. hvem-som-helst. Stiig Markager er en meget yndet rådgiver for regeringen og Folketinget om havmiljøet, men har desværre også et ensidigt syn på landbruget. Når Bæredygtigt Landbrug anlægger en retssag mod Markager, så rækker det således ud over de konkrete udtalelser, men ikke desto mindre er Markagers udtalelser i den konkrete sag uredelige og dadelværdige – og skal derfor under rettens lup.
En privatsag?
Tilbage til indlægget fra 18. juni 2021, hvor skribenterne påstår, at Bæredygtigt Landbrug anlægger retssagen mod Stiig Markager som led i en juridisk strategi for: ”[…]at stoppe journalisters, forskeres eller organisationers legitime deltagelse i en offentlig debat[…]”.
Stærke ord, men forkerte. Bæredygtigt Landbrug henvendte sig gentagne gange til Stiig Markager med anmodning om dokumentation for, at: ”[…]Den mængde kvælstof, som tilføres havet, er steget 700 tons pr. år siden 2010 (data fremgår af rapporten Vandløb 2017), efter at der er korrigeret for udsving i nedbør. Stigningen er statistisk signifikant[…]”. Hvad fik vi: Intet svar! Ikke så meget som en auto-reply. Vi henvendte os til Markagers chef på Aarhus Universitet (DCE), så han kunne skynde på Markager. Aarhus Universitet mente imidlertid, at der er tale om en privatsag mellem Bæredygtigt Landbrug og Stiig Markager.
Da det under retssagen fra Markagers advokater kom frem, at Aarhus Universitet betaler i hvert fald en del af Markagers advokatomkostninger, er det altså en overraskende oplysning. Det var tilsyneladende ikke en privatsag. Og det har væsentlig betydning for sagens videre forløb.
Hvis Aarhus Universitet havde erkendt, at Markagers udtalelse var sket som led i hans arbejde, ville sagen helt indlysende aldrig være endt som en injuriesag. Så ville Aarhus Universitet derimod have være forpligtet til at betragte henvendelsen som en anmodning om aktindsigt (med udvidet adgang til miljøoplysninger). Men Aarhus Universitet fingerer først at smide Markager under bussen. Først under retssagen kommer sandheden frem. Der var tale om skuespil. Strategien har været at holde kritikken på afstand og undgå: ”[…]organisationers legitime deltagelse i en offentlig debat[…]”?
De dumme bønder…
Det anføres i debatindlægget, at Bæredygtigt Landbrug ikke kan overskue simple grafer. Så dumme er bønderne nemlig, og så ubegavede er Bæredygtigt Landbrug – må man forstå. Det er en Kafkask argumentation, der bygger på et middelalderligt princip om, at vi skal stole på autoriteten (”Stol på Stiig”). Vi har igennem hele forløbet understreget, at sagen stopper, når Markager sender os dokumentationen. Jeg har fulgt hele sagen, også processkrifterne frem og tilbage. Og det kommer undervejs frem, at Markager har sin egen metode til opgørelsen – men han kommer det ikke nærmere. Vi får et kæmpedatasæt, men ikke en angivelse af Markagers metode.
Hans Thodsen er forsker ved Aarhus Universitet, og i modsætning til Markager er han ekspert i tal om vandføring, der er sagens naturlige tema. Da han kommer i vidneskranken, udtaler han bl.a., at han ikke ville vælge år 2010 som udgangspunkt, bl.a. fordi dette år var behæftet med forkerte målinger. Og ifølge vidnet, så synes han – ligesom Bæredygtigt Landbrug – at grafen i NOVANA går lige ud – og altså ikke er stigende (med 700 tons). Det er åbenbart ikke kun Bæredygtigt Landbrug, der er nogle tosser.
Tal kan ikke genfindes i officielle rapporter
Denne sag viser efter min opfattelse et universitet, der synes at spille fordækt, og samtidig afskærer Bæredygtigt Landbrugs legitime deltagelse i den offentlige debat ved ikke at fremsende den dokumentation, som helt åbenlyst må være et sted i Markagers gemmer? Send den og forklar metoden! Så enkelt er det – det må dog være et basalt krav for efterprøvelse af en videnskabelig tese? Uanset, hvor enkel metoden er.
NOVANA er det nationale overvågningsprogram for vandmiljø og natur og er en hellig gral for politiske beslutninger. Hvis noget går den forkerte vej, så kommer der indgreb. Derfor er det kritisk for landbruget, når en forsker som Markager, der besnakker regering og Folketinget, udtaler noget, der ikke kan genfindes i NOVANA (vandløb 2017).
Decideret falsum i indlægget
Debatindlægget i Politiken afsluttes i øvrigt med et falsum om, at der er: ”[…]krav fra EU om, at Danmark skal nedbringe mængden af kvælstof i havmiljøet for at sikre en såkaldt god økologisk tilstand i 2027 for at leve op til EU’s Vandrammedirektiv.[…]”. Påstanden er forkert, om end der er mange, der siger det samme. Hvis de to skribenter kan dokumentere, hvor i vandrammedirektivet det fremgår, så sætter jeg 20 kg kunstgødning og en bioblanding på højkant.
De danske kvælstofmodeller blev i år 2017 vurderet af fem udenlandske forskere, der pegede på alvorlige problemer med Markagers modeller: ”[…]Sammenfattende synes ingen af de statistiske analyser eller modeller for et enkelt system at være i stand til at påvise, at Kd [red. Lysdæmpning] i høj grad afhænger af næringsstofbelastningen i perioden 1990-2013[…]”.
Økosystemerne i de danske fjorde skal have mere ålegræs – det er målsætningen. Men i de danske vandplaner er der ikke fokus på genplantning og nussen om ålegræsset. Planerne er derimod fyldt med begrænsninger af kvælstof begrundet med nævnte lysdæmpningsmodel, der er videnskabeligt underkendt – en model, der i øvrigt også bærer Markagers navn.
(Indlægget har også været bragt i en forkortet udgave som debatindlæg i såvel den trykte udgave som onlineudgaven af dagbladet Politiken, du kan se hjemmesideversionen via linket HER. Det indlæg, der reageres på, kan du læse via linket HER).
