Bæredygtigt Landbrug søger faglig medarbejder

Vandløbsarbejde og høringssvar kan blive en del af arbejdsopgaverne for foreningens kommende medarbejder

logo-softshelltoej-logo-bl-3

Har du en kandidatuddannelse i naturressourcer? Eller er skov- og landskabsingeniør? Eller biolog med teknisk viden? Eller landinspektør?

Så er det måske dig, som bliver ny faglig medarbejder i Bæredygtigt Landbrug. Som det fremgår af jobopslaget på www.jobindex.dk, er den uddannelsesmæssige baggrund sekundær, hvis du er den rigtige kandidat – jobbet kræver dog, at du ved noget om natur og teknik.

”Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, der repræsenterer de danske primærlandmænd, arbejder fagligt, juridisk og politisk for at styrke dansk landbrug. Helt specifikt kan vi tilbyde dig et alsidigt arbejde, hvor du arbejder tæt sammen med resten af organisationen. Du vil internt bistå vores jurister og fagfolk, f.eks. agronomer og journalister, med din viden og kompetencer inden for natur, biologi og teknik. Eksternt bistår organisationen sine medlemmer i konkrete medlemssager, hvor du kommer til at spille en central rolle i fastlæggelsen af fakta og forståelsen af gældende regler”, fremgår det.

”Et godt eksempel på din sagsgang starter med et vandløb, der skal opmåles, beregnes og sammenholdes med gældende vandløbsregulativ, hvorefter du i samarbejde med juristerne understøtter den videre sag. En anden opgave er udarbejdelse af såvel konkrete som offentlige høringssvar, ligeledes i samarbejde med dine øvrige kolleger. Dine opgaver veksler således mellem en tur i naturen med gummistøvler og vaders til deltagelse i faglige konferencer på Christiansborg”, tilføjes det i jobannoncen.

Du kan se annoncen via linket HER – og er velkommen til at dele den på eksempelvis de sociale medier.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top