Bæredygtigt Landbrug opfordrer til protester mod vandplaner

Foreningen bistår gerne de enkelte BL-medlemmer med at sende høringssvar, lød det på onsdag eftermiddags store temamøde på NutriFair

Nutrifair 2022 - Jørgen Evald Jensen

Kvælstof-begrænsningerne har minimal virkning på miljøet – men meget store negative konsekvenser for landbruget og samfundet. Blandt andet derfor er det afgørende, at der indsendes masser af høringssvar til Vandområdeplanerne 2021-2027.

Dét forklarede Bæredygtigt Landbrugs chefjurist Nikolaj Schulz, da foreningen onsdag eftermiddag arrangerede temamøde på NutriFair-messen i Fredericia. Her understregede chefjuristen, at BL naturligvis indsender høringssvar på foreningens vegne.

Individuelle høringssvar kan være helt afgørende

”Men det er endnu vigtigere, at I er med til at forklare om jeres vandløb, jeres sø og jeres lokale forhold. Vi opfordrer hver enkelt af jer til at sende individuelle høringssvar, og vi hjælper gerne med at løse opgaven for jer”, sagde Nikolaj Schulz henvendt til godt og vel et halvt hundrede fremmødte BL-medlemmer i lokale K2.

”Jeres høringssvar kan være helt afgørende – også i forhold til en eventuel senere retssag”, pointerede chefjuristen.

Du kan se en guide til at indsende individuelle høringssvar i hjemmesideartiklen HER.

På onsdagens temamøde – hvor der var stor spørgelyst – berettede BL’s faglige direktør Jørgen Evald Jensen desuden om landbrugets klimatilpasning frem mod 2030. Her gjorde han forsamlingen klogere på bl.a. vinterafgrøder kontra efterafgrøder og vårsæd samt om metan- og lattergasudledning plus udtagning af såkaldte lavbundsjorde. Direktøren fortalte også om BL’s CarbonSpace-projekt, hvor man med satellit måler nettoudledningen af CO2 fra landmandens marker.

”Det er et pædagogisk værktøj til at forklare omverdenen, at landbrugets CO2-optag er vigtig, og at dyrkning af jorden er helt afgørende for optag af CO2. Vi kan desuden dokumentere, at udtagning af lavbundsjorde ikke giver nogen positiv klimaeffekt”, forklarede Jørgen Evald Jensen.

Klimagasser er forskellige

Hans hovedbudskab på mødet havde en direkte reference til den truende CO2-afgift:

”Man er simpelthen nødt til at kigge differentieret på klimagasser. Landbrugets CO2 er en helt anden cirkulær proces end de fossile brændstoffer. Både vi i BL og internationale forskere prøver heldigvis at få det her ind i klimadebatten, så politikerne ikke begår store brølere. I øvrigt er der vist nogen, der skal have deres skolepenge tilbage, når de taler om både mere biogas og mindre husdyrproduktion”, lød det fra den faglige direktør.

Formand Peter Kiær supplerede:

”En afgift på biologiske processer vil være en katastrofe for dansk landbrug!”

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk (tekst) og Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk (foto)

Scroll to Top