Af Poul Vejby-Sørensen, cand.agro., ekstern faglig rådgiver, Bæredygtigt Landbrug
I klimaloven og i den politiske debat om klimagasser relateres krav og indsatser til ”dansk grund”.
Men det er ulogisk at inddrage territoriale størrelser, da klimaet er globalt. Udledning af CO2-e har ingen geografisk, men udelukkende global betydning. Dvs. at hvert kg CO2-e, der udledes, har samme klimabelastning, uanset hvor i verden det sker (nation, landsdel eller kommune).
Derfor er succeskriteriet for vareproduktion (herunder fødevareproduktion) ikke at udlede mindst mulig CO2-e pr. arealenhed eller fra dansk territorium. Succeskriteriet er derimod at producere en given (føde)vare med den lavest mulige emission.
Hvis eksempelvis Danmark er i stand at producere en given fødevare med en særlig lav emission, bør Danmark ud fra en klimamæssig betragtning øge produktionen for derved at fortrænge tilsvarende produktion med højere emission uden for Danmark.
Alt andet, herunder mål relateret til ”dansk grund” eller andre arealenheder, fører til ”kreativ bogføring”. Det gælder også, selv om modellerne er udformet ved politiske beslutninger nationalt eller internationalt.
Med andre ord: Klimaoptimering af fødevareproduktion kan kun foretages ved at sætte fødevareproduktionen i forhold til den hermed forbundne emission af CO2-e.
Noget andet er, at der kan forekomme politiske eller strategiske ønsker om at påvirke fødevareproduktionen. Men så bør det annonceres som politik, ikke som klimaindsats – og da slet ikke som videnskab.
(Indlægget er også sendt som læserbrev til Morgenavisen Jyllands-Posten).
