Af Knud Jeppesen, moderne landmand, Jelling
Avisen Danmark beskriver i en to siders artikel, hvordan hollandske landmænd og store dele af befolkningen sammen har lavet store protestdemonstrationer med traktorer, lastbiler, fiskekuttere, protestmarcher m.m. i længere tid grundet voldsomme miljø- og klimakrav mod det hollandske landbrug.
Regeringskravene til landbruget i Holland er en reduktion af husdyrene med 30 procent og en halvering af udledningen af kvælstof til vandmiljøet. Vel vidende at rigtig mange landbrug vil gå fallit med disse krav. Ikke så mærkeligt, at folk viser deres utilfredshed med disse dystre udsigter.
Kvælstofskruen er strammet
Hvad så i Danmark – er vi på samme vej mod de samme krav? Både og. Kravene til kvælstofreduktion på markene er hos os strammet op over flere gange gennem de seneste mange år, modsat Holland der først får rigtig stramme krav nu på én gang. I Danmark har det været sådan, at hver gang landbruget har været næsten i mål med reduktion af modelberegnede kvælstofudledninger – ja, så er kravene strammet yderligere.
Gang på gang undres jeg over, at politikere, forskere og ”grønne” NGO’er for enhver pris vil nedsætte fødevareproduktionen i forskellige EU-lande og især i Danmark. Og i en tid, hvor der er udsigt til mangel på basale fødevarer i verden og med deraf voldsomme prisstigninger, så er det da ikke særligt intelligent at komme med forslag om at lukke op mod halvdelen af landbrugets husdyrproduktion ned. Det mest tåbelige er, at EU er nettoimportør af fødevarer, altså vi køber flere varer i lande med meget større klima- og miljøbelastning, end de miljø- og klimavenlige varer vi selv kan producere flere af.
Det svarer til, at i en tid med stor mangel på nyuddannede sygeplejersker, så foreslår ”magtsystemet” at lukke halvdelen af sygeplejeskolen ned, fordi sygeplejerskerne forurener miljøet med al den medicin, de bruger for at helbrede patienterne.
Det går ud over de svageste
Når så samtidig energipriserne er løbet løbsk grundet krig og oppustet grøn omstilling, så kan jeg konstatere, at det vil gå voldsomt ud over dem, der har de mindste beløb at leve for, især når vinteren står for døren igen. Tragikomisk kan man så ønske, at klimaforandringerne gør, at vi får en mildere vinter. For de voldsomme prisstigninger på fødevarer og energi rammer ikke så meget dem, der bestemmer – for de har sørget for, at de alle får en høj løn – og med kæmpe bonusser, lige meget om de gør det godt eller skidt.
Og hvad så i Danmark, tænker du nok – skal der så også demonstreres her? Med udsigt til urealistiske krav til reduktion af kvælstof og ikke mindst nogle ”kloge og belærtes” krav om CO2-afgift på landbrugets biologiske udledninger – vel at mærke uden at modregne de enorme mængder CO2, vores planter optager på markerne, så vil usikkerheden om, hvorvidt det landbrug, folk lever og ånder for kan overleve, klart komme til udtryk. Og det på en måde, så det øvrige samfund får øjnene op for, hvad det vil sige, at der kan blive mangel på fødevarer, og at det vil resultere i meget større prisstigninger end dem, vi allerede har fået.
På en eller anden måde skal utilfredsheden jo vises
Utilfredsheden udtrykkes også af mange mindre erhvervsdrivende i landdistrikterne, fiskerne, de mange folk med små indkomster som ikke har råd til både varme og mad, de mindre forretningsdrivende der føler sig trængt, pensionister der har skabt dette land og faktisk ikke har råd til at leve et værdigt liv, folk der føler afmagt i forhold til krav og systemer, der tilsidesætter sund fornuft og fratager folks frihed. Mange af disse folk har behov for at udtrykke deres utilfredshed på den ene eller anden måde, så må vi se, hvilken måde det vil ske på. Det, der foregår mange steder i udlandet, skræmmer og sætter tanker i gang.
For selvfølgelig skal vi have et grønnere Danmark, men i en hastighed og med sund fornuft, så alle kan være med – ikke noget der kun er for ”magteliten” og de ”politisk korrekte og bedrevidende”, som tromler nye ublu krav hen over alle andre i deres iver for at bestemme alt og samle mere magt til sig selv!
(Indlægget er også bragt hos Avisen Danmark, der er fællessektionen for dagbladene i mediekoncernen Jysk Fynske Medier A/S. Skribenten er æresmedlem af Bæredygtigt Landbrug og har sagt god for, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).