Det virker meningsløst at begrænse fødevareproduktionen i en tid, hvor der hvert fjerde sekund dør et menneske af sult. Det er ikke desto mindre, hvad der sker p.t. – og dét paradoks italesættes nu ifølge Landbrugsavisen også af ikke færre end 238 globale organisationer:
”Et svimlende antal på 345 millioner mennesker oplever lige nu akut sult. Antallet er mere end fordoblet siden 2019”, lyder det i et brev fra de mange organisationer – heriblandt Red Barnet – henvendt til de mange stats- og regeringsledere, som i disse dage er samlet til FN’s generalforsamling i New York City.
”Det er forfærdeligt, at selv med al den teknologi, vi har indenfor landbrug og høstteknikker, så snakker vi stadig om hungersnød i det 21. århundrede”, hedder det i opråbet.
Du kan læse mere i Landbrugsavisens artikel om emnet HER.
Henvendelsen til FN flugter fint med den kampagne, som Bæredygtigt Landbrug lancerede i forsommeren. Her fortælles om det åbenlyse internationale behov for en stor fødevareproduktion i landbrugslandet Danmark – hvor regeringen og dens venstreorienterede parlamentariske flertal i stedet for at optimere fødevareproduktionen tilsyneladende gør, hvad man kan, for at stække landbrugserhvervet med et hav af restriktioner:
”Danmark er jo et af de steder i verden, hvor man kan lave de allerhøjeste udbytter på specielt korn. Og det er vi ved at sætte til nu. Vi er ved at slagte guldkalven. Det er helt absurd i en verden, hvor vi står i en helt akut fødevarekrise”, har Bæredygtigt Landbrugs formand Peter Kiær forklaret om annoncen, som du kan se HER.
Læs desuden mere om Bæredygtigt Landbrugs kampagne i linket herunder.
Stor kampagne fra Bæredygtigt Landbrug: Vi er klar til at producere mere mad
Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk