Det virker besynderligt at pålægge landbruget en CO2-afgift

I øvrigt nyder den offentlige sektor godt af alle indtægterne fra dansk landbrugs massive eksport, understreger BL-medlem i dette læserbrev

Peter Rosendal høster

Af Ole Vagn Nielsen, bestyrelsesmedlem, Tjele Venstre

Landbruget er sammen med skovbruget de eneste erhverv, der bidrager positivt til CO2-regnskabet.

Som alle ved, optager grønne planter CO2, ved hjælp af fotosyntesen.

Der er 2,6 mio. ha. landbrugsjord i Danmark. Afgrøderne herpå optager i gennemsnit min. 15 t. CO2 pr. ha hvert år. I alt 39 mio. t. CO2.

Dette holdt op imod en udledning på 14 mio. t., som fremkommer ved forbrug af energi til driften af landbruget, påstået CO2-fordampning fra lavbundsarealer med stort kulstofindhold i jorden, og metan der især kommer fra drøvtyggerne.

Når man beregner metanudledning, skal man huske, at det pågældende dyr har ædt foder, der har groet på marken og optaget CO2 hele sommeren. Dermed er der en naturlig og bæredygtig cyklus, der i øvrigt har fungeret siden tidernes morgen.

Hvis man ønsker at få endnu mere CO2 optaget af planterne, vil man med fordel kunne fremme kunstvandingen, herved sikres, at planterne gror hele sommeren. Også selv om der bliver tørt. På denne måde vil optagelsen af næringsstoffer samtidig sikres og risikoen for udvaskning nedsættes.

CO2-afgift på naturskov vil derimod være naturligt. Her efterlader man træer, der har optaget CO2 i flere hundrede år til forrådnelse, og dermed afgives den opsamlede CO2 til naturen igen.

Den offentlige sektor er de sidste 50 år vokset fra 200.000 til 1 mio. ansatte. Der er kun den private sektor til at finansiere dette. Derfor må og skal vi hjælpe den private sektor til at skabe så meget værdi som muligt, til gavn for os alle. Landbruget alene eksporterer varer for 170 mia. kr., hvilket svarer til udgiften til hele sundhedssektoren. Alle danskere har også haft adgang til gode og sunde fødevarer grundet et effektivt landbrug.

Minkerhvervet bidrog med eksport på 10 mia. hvert år. 1200 familier skabte disse værdier til gavn for alle os andre. Det kunne være rart, hvis vi havde de penge til lønninger i den offentlige sektor.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i bl.a. Viborg Stifts Folkeblad. Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug og har ligeledes ønsket teksten gengivet på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top