Nej til ensidig dansk CO2-afgift på landbruget

Både økonomisk og i klimaregnskabet kan en afgift blive en dyr omgang, skriver Europa-parlamentariker Asger Christensen

Asger Christensen i EP

Af Asger Christensen (V), medlem af Europa-Parlamentet

Den CO2-afgift, der lige nu lægges op til i Danmark, vil skabe en konkurrenceforvridende osteklokke om Danmark og de danske landmænd. Derfor er det helt afgørende, at vi tænker os grundigt om, når vi laver regnemodellen – og endnu vigtigere, at vi får løftet CO2-afgiften op på europæisk niveau.

CO2-afgiften lander simpelthen det helt forkerte sted, når den ender ved danske landmænd. Det kan give en konkursbølge i landbruget. Og det bliver rigtig dyrt. Både økonomisk men i den grad også i klimaregnskabet.

Lige vilkår, tak!

Hvis landbruget lukker i Danmark, rykker produktionen udenlands. Til et mindre klimavenligt landbrug. Det kan ikke være rigtigt!

Vi skal have lige vilkår, og det får vi ikke med den foreslåede afgift. Afgiften skal i stedet ligge i køledisken. Så er det op til forbrugeren at træffe valget i supermarkedet.

Otte ud af ti landmænd med malkekvæg står med en underskudsforretning, hvis en CO2-afgift på 750 kroner pr. ton indføres. Samme danske landmænd er blandt verdens grønneste mælkeproducenter.

Er det virkelig målet at flytte produktionen ud?

Efterspørgslen på mælk forsvinder ikke, selvom danske producenter lukker. Det betyder i praksis, at produktionen flyttes fra et af de grønneste landbrug i verden til et land med mindre ambitiøs klimapolitik. Det er helt sort!

Så er vi dårligere stillet end før CO2-afgiften. Både klimaet og erhvervet vil lide. Det kan ikke være målet.

Der er behov for en fælleseuropæisk plan, hvor vi på tværs af EU-lande udformer lovgivningen, så den ikke bliver konkurrenceforvridende. På den måde vil vi gøre både os selv og klimaet en tjeneste.

Opfordring til Folketinget

I mellemtiden har jeg en klar opfordring til Christiansborg:

Vi skal have en fælles EU-regnemodel og et fælles udgangspunkt.

Derfor skal vi kigge på en EU-løsning frem for en isoleret national lappeløsning, så vi undgår klimanationalisme. For en lukket dansk fødevareproduktion vil være det værste, I kan byde planeten.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse dagblade samt i landbrugspressen, du kan eksempelvis læse Fredericia Dagblads webversion HER samt udgaven fra Maskinbladets hjemmeside via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).

Scroll to Top