Dansk enegang på afgifter sender produktion til udlandet

Politikerne har i alt for mange år svunget pisken, men man bør i stedet bruge gulerod, hvis man vil klimaet og erhvervslivet det bedste

tina-mark-og-penge

Af Asger Christensen, medlem af Europa-Parlamentet (V)

Et nyt kapitel er åbnet i den grønne omstilling. Den første CO2 er sænket 1800 meter under havbunden i Nordsøen.

CO2-lagringen er en kæmpe sejr for klimaet og den helt rigtige vej at gå i kampen for den grønne omstilling.

Men det gode eksempel på CO2-lagring står i skarp kontrast til de mange CO2-afgifter, der har været det foretrukne våben i kampen for klimaet.

Den forkerte vej at gå

Der er nemlig to altoverskyggende problemer med dansk enegang på afgifterne:

Vi mister konkurrenceevne, og vi mister produktion til udlandet. Det er den forkerte vej at gå.

I alt for mange år har politikere svunget pisken, selvom der har været mere brug for gulerod. Det er simpelthen for dårligt, at man kaster CO2-afgifter på Produktionsdanmark.

I rigtig mange tilfælde er der ingen alternativer, og så ender afgifterne med at straffe alle. Den eneste konsekvens er, at det bliver dyrere at være producent, vognmand og forbruger. En model, som ingen kan være tjent med.

Enormt potentiale

Der er et stykke vej endnu, men det er vigtigt, at blikket rettes fremad. I 2030 kan otte millioner tons CO2 årligt sendes ned i undergrunden. Her gemmes den permanent og sikkert, så det ikke gør skade på klimaet.

I den danske undergrund er der plads til 22 milliarder tons CO2. Det svarer til hele Danmarks udledning i 500-1000 år. Det er et helt enormt potentiale.

Men det er vigtigt, at der bliver fulgt op på succesen. Der skal udvikles flere nye teknologier, som hjælper den grønne omstilling på vej og samtidig understøtter erhvervet. Allerede nu er man på tværs af Europa i gang med fangst, lagring og udnyttelse af CO2.

En kæp i hjulet på Produktionsdanmark

Vi skal støtte den gode udvikling og lægge snakken om flere afgifter på is. Der er nemlig kun én vej for den grønne omstilling, og det er gennem udvikling af ny teknologi – ikke utallige afgifter, der stikker en kæp i hjulene ude i Produktionsdanmark.

For det ender i sidste ende med at være dyrere for os alle, når vi mister både produktion og konkurrenceevne.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse medier, du kan eksempelvis læse Fredericia Dagblads netversion via linket HER, ligesom Maskinbladet har bragt indlægget HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. Hvad Bæredygtigt Landbrug synes om en CO2-afgift på dansk landbrug, står formentlig ret klart efter utallige udmeldinger fra foreningen – et af læserbrevene kan du se herunder).

Afgift til afvikling?

Scroll to Top