risager

Markedets mange muligheder

11. maj 2023 / Af

Af Berg Risager, Nybolig Landbrug, Halsvej 178, Vodskov

Markedet for landbrugsejendomme er særdeles levende og positivt i øjeblikket – både på køber- og sælgersiden. Det skyldes mange forskelligrettede tendenser.

Der er mange udefrakommende investorer, både garvede og unge landmænd, samt danske og udenlandske landmænd, som ønsker at købe. Samtidig er der mange, der vil afhænde. Ældre landmænd vil i dag have en tilværelse efter landbruget med tid til andre gøremål. Det store regelvirvar og omkategoriserings-rod, det offentlige bidrager med, har også indflydelse på, at mange ønsker sig væk fra landbruget.

Det sker i en tid med både stigende renter og stigende jordpriser. Det sker i en tid, hvor fremtidsudsigterne er usikre med truende afgifter og endnu mere regulering. Det gælder om at holde tungen lige i munden og vide, hvad man vil. Så er mulighederne der også, for der står stadig en ny tids bonde på sin toft – og også den ny generation vil få mulighed for fødevareproduktion.

Der er mange forskellige kategorier af købere. Flere individuelle investorer og investeringsselskaber har fået øje på den gode mulighed og sikre investering, landbruget udgør i deres portefølje. Energisektoren med både biogasselskaber og solceller skubber på denne udvikling. Samtidig er en ny, veluddannet generation på vej. Flere af dem har igennem ejerskab af en mindre ejendom eller gennem ansættelse på en større bedrift med gode resultater og opbyggelse af en vis egenkapital vist, at de er dygtige og parate. Det kvitterer banker og kreditforeninger for. Nogle af de disse unge landmænd har mulighed for at alliere sig med familie, en tidligere arbejdsgiver eller en investor. Det vil alt andet lige give en blidere start. Men unge mennesker skal nu som altid være parate til, at held, hårdt slid og dygtighed betyder meget. Og så skal hele familien være indstillet på landbotilværelsen og gerne på at støtte og supplere hinanden. Der er jo meget, en moderne landmand skal kunne gabe over.

Både landbrugslandet og landbruget er under kraftig forandring, og netop forandringens tid er mulighedernes tid. Det er tid at gribe chancen.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse medier, du kan bl.a. se Effektivt Landbrugs onlineversion via linket HER. Skribenten har ligeledes ønsket teksten offentliggjort på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).