Med fagligheden som rettesnor

Lad os komme i gang med samarbejdet, skriver Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør efter udmelding fra Danske Vandværker

generalforsamling-evald

Af Jørgen Evald Jensen, faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug, Vandværksvej 28, 9800 Hjørring

At bevare det rene grundvand og dermed det danske drikkevand er et hovedmål i Danmark – også for landbrugssektoren. Arbejdet skal bygge på faglighed.

Det beskrev jeg i et længere indlæg her i WaterTech i april måned. Direktør i Danske Vandværker Susan Münster tog venligt imod landbrugets fremstrakte hånd og opfordrede også til samarbejde. Det samarbejde er vi mere end parate til i Bæredygtigt Landbrug. Også fordi vi forstår på Susan Münster, at det skal foregå på faglighedens grundlag. Vi er også enige i, at vi skal se på alt det, der kan true vores grundvand, ligegyldigt hvor truslerne kommer fra. Vi skal samtidig indsamle al den viden vi kan – også igennem både VAP og GRUMO.

Det samarbejde glæder vi os til.

Landbruget forurener ikke grundvandet

Kæden hopper dog lidt af, når Susan Münster skriver, at brugen af bekæmpelsesmidler nær grundvandsdannende oplande skal begrænses – uanset om forureneren er landbruget, industrien, private haveejere, kommunerne eller andre.

Lad mig slå fast: Danmark har et langt lavere forbrug af planteværnsmidler, end man har mange andre steder, og man har langt færre midler til rådighed pga. den restriktive godkendelse. Samtidig har Danmark en meget effektiv kvælstofudnyttelse.

Og lad mig også slå helt fast: Regelret dyrkning af marken med godkendte midler udgør ingen fare for grundvandet. Hvis midlerne udgør en risiko, bliver de fjernet fra markedet af Miljøstyrelsen. Nogle endda med meget kort varsel, hvis der viser sig en risiko.

Fokus på andre trusler

Vi var enige med Susan Münster, hvis formuleringen havde været, at brugen af skadelige kemikalier m.m. skal forbydes, hvis det udgør en trussel for grundvandet.

Det hjælper jo ikke grundvandet at sprede BNBO’er eller grundvandsparker ud over landmandens marker, når der ingen farer er fra de dyrkede arealer. At gå efter bekæmpelsesmidler på landmandens mark, der ofte ligger ovenpå et grundvandsdannet opland, er således helt ufagligt, når der end ikke kan måles en uregelmæssighed under marker, der har været drevet intensivt i årtier. Hvis målingerne år ud og år ind viser 0-0-0 for rester eller nedbrydningsprodukter af landbrugets planteværn – er det jo ikke på det område, der skal sættes ind. Det vil således være en fagligt baseret beslutning at koncentrere sig om andre områder.

Vi må rette fokus andre steder hen. Alt tyder på, at det i høj grad er punktkilder, tidligere industrigrunde, bebyggelser, hvor der har været anvendt træbeskyttelsesmidler, lossepladser, spildevand samt de mange motor- og landeveje, der skærer igennem områderne med dækrester (mikroplast), spildolie, m.m. til følge, der udgør de største problemfelter. Og så selvfølgelig brugen af totalukrudtsmidler på udyrkede arealer, der har været genstand for hovedparten af problemerne.

Forudfattede holdninger, nej tak

Ved alle disse punkter skal der også måles, måles og måles. Der skal indsamles en langt bredere viden, end vi har i dag, og der skal reageres på baggrund af denne indsamlede viden – ikke på baggrund af forudfattede holdninger. Fokus skal herefter rettes mod de største udfordringer og de farligste steder først. Det er den bedste sikring af det rene vand. Landbruget skal ikke gå fri, men proportionerne skal være i orden.

Der er meget, vi kan gøre i samarbejde mellem landbrug og vandsektor.

Der er også nogle meget principielle spørgsmål, der må debatteres i et nyt lys efter de mange nye fund af f.eks. PFAS og de nye muligheder for rensning. Muligheden for rensning må, efter Bæredygtigt Landbrugs holdning, aldrig blive en undskyldning for at tage let på miljøspørgsmålet. Men rensning kan være en mulighed for at rense for stoffer, man ikke har været opmærksom på tidligere, som f.eks. PFAS, i stedet for at lade forureningen ligge i vandet med mulighed for spredning. Det er jo en kendsgerning, at kemiske stoffer kan rejse langt gennem vand. Derfor må rensningsmuligheden igen tages op til faglig debat i nyt lys.

I den forbindelse er det samtidig værd at gøre en indsats for at opspore punktkilder. Det kan også med en positiv og fremadrettet faglig holdning gøres i fællesskab.

Lad os komme i gang med samarbejdet.

(Indlægget har også været bragt hos mediet WaterTech, der udgives af Ingeniøren. Du kan se originaludgaven via linket HER).

1 kommentar til “Med fagligheden som rettesnor”

  1. Claus Hansen

    BL’s overskrift viser, at man næppe er klar over forskellen på fare og risiko. I princippet udgør alle midler en fare men kun få udgør en risiko i forhold til de kriterier, der juridisk/regelmæssigt gælder nemlig en uacceptabel risiko for nedvaskning ledende til en overskridelse af kravværdien, der jo er en overskridelse af 0,1 mikrogram/L i grundvandsforekomsterne som gennemsnit. Intet sted har jeg set dette brugt som kriterie.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top