Af Nikolaj Schulz, chefjurist i Bæredygtigt Landbrug
På Landbrugsstyrelsens hjemmeside om ”For højt udbetalt tilskud” (https://lbst.dk/landbrug/natur-og-miljoe/kompensation-til-3-arealer#c106572) er det Kammeradvokatens synspunkt, at § 3-arealer, der skal bruges til f.eks. vådområder, burde have fået en lav tilskudssats (1.800 kr. pr. ha), fremfor en høj sats (3.500 kr. pr. ha).
Det virker nu mest som om, at staten er ved at få ørerne i EU’s statsstøttemaskine – og trækker danske landmænd med sig i faldet. Danske landmænd, som har lagt § 3-jord til eksempelvis vådområder, endda helt tilbage fra vandmiljøplan III, har udsigt til at skulle tilbagebetale cirka halvdelen af deres støtte.
Jordene har skam stor værdi
Kammeradvokaten mener, at hjemlen til at rette bod på den påståede ulovlige statsstøtte skal findes i en af EU’s landbrugsforordninger (1306/2013). Det må dog afvises. Hvis Kammeradvokaten mener, at der er tale om ulovlig statsstøtte, så er retsgrundlaget Traktatens artikel 107 (art. 107-109). Hvis Kammeradvokaten mener, at det er den finere tilskuds-mekanik, den er gal med, så er det – så vidt ses – fastlagt i bekendtgørelse nr. 1850 fra år 2015 (https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2015/1850 – med senere ændringer).
Uanset hvad, så bygger Kammeradvokatens synspunkt på, at § 3-arealer ikke er lige så meget værd som andre landbrugsarealer. Det er rivende forkert. Rigtig mange § 3-arealer har lige så stor økonomisk værdi som et omdriftsareal. Der tages slæt, der afgræsses, og rigtig mange af jordene er og bliver helt almindelige landbrugsarealer. Det eneste handicap er det påklistrede § 3-varemærke.
Ikke-begrundelse fra Kammeradvokaten
Det fremgår af Landbrugsstyrelsens nyhed, at:
”[…]Kammeradvokaten har konkluderet, at ændringen til naturbeskyttelsesloven, der trådte i kraft 1. juli 2022, isoleret set ikke har betydning ift. problemstillingen om for højt udbetalt tilskud[…]”
Det er forkert. Og begrundelsen synes heller ikke at slå til:
”[…]Det skyldes, at § 3-arealer, uanset ændringen til naturbeskyttelsesloven, ikke har været berettiget til den høje sats, men kun op til mellemsatsen (1.800 kr./ha/år).[…]”
Kammeradvokatens synspunkt er altså: Allerede fordi § 3-arealer burde have den lille sats, så tager vi (Kammeradvokaten) ikke stilling til de voldsomt indgribende konsekvenser af dyrknings- og gødningsforbuddet på § 3-arealer.
Det er en ikke-begrundelse. Hvor er Kammeradvokatens dokumentation for, at de § 3-arealer, der er blevet inddraget til vådområder for snart 15 år siden, var ”natur” og ikke fik gødning, ikke blev afgræsset, ikke blev sprøjtet, ikke blev pløjet og altså ikke havde en tilstrækkelig økonomisk værdi som landbrugsareal? Kammeradvokaten kunne også breake en nyhed om, at sandjorde skulle have den lave takst, fordi de ikke var næringsrig humusjord!
Vi er desværre erfaringsramte
Det er rimeligt at antage, at mange af de § 3-arealer, hvortil der er søgt vådområdeprojekter, er landbrugsmæssig eng, der har højt økonomisk potentiale, har fået gødning – og altså havde en høj økonomisk og landbrugsmæssig værdi, indtil gødskning, dyrkning, m.v. blev forbudt på § 3-arealer. Derfor er en høj sats retvisende. Jeg frygter, at historieomskrivningen er et forsøg på at værne sig mod kommende retssager ift. § 3-arealerne.
Bæredygtigt Landbrug må generelt advare mod frivillige aftaler. Når nogen har spurgt os om frivillige aftaler, har vi altid sagt: Nej. Bare nej. Det gælder BNBO, indsatsområder, vådområder, m.v. Det er ikke, fordi vi er ufleksible, usamarbejdsvillige eller firkantede. Vi er bare erfaringsramte.
Hvis staten kræver en anden arealanvendelse end landmandens nuværende, så bør det ske fagligt fornuftigt og som ekspropriation mod fuld erstatning.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i landbrugspressen. Du kan eksempelvis læse Maskinbladets og Effektivt Landbrugs hjemmesideudgaver HER og HER).
