Ny direktør i Bæredygtigt Landbrug

Projektchef Kim Koch forfremmes til direktør for Bæredygtigt Landbrug, hvor han det seneste halve år har haft ansvaret for at udvikle foreningens ESG-skabelon

kim-koch-direktør

Bæredygtigt Landbrug har ansat Kim Koch som ny direktør.

Nordjyden har det seneste halve år fungeret som projektchef i interesseorganisationen – bl.a. med ansvaret for udvikling af Bæredygtigt Landbrugs ESG-skabelon – og ser efter forfremmelsen frem til at fortsætte i jobbet som direktør og dermed fremadrettet tage sig af såvel det strategiske arbejde som at gøre Bæredygtigt Landbrug mere synlig for omverdenen.

”Jeg brænder både for landbruget og for den sag, som Bæredygtigt Landbrug er sat i verden for at kæmpe og italesætte: At skabe bedre rammevilkår for danske landmænd. Som motto har jeg altid haft: Dansk er bedre. Vi har nogle af verdens dygtigste samt mest innovative og klimavenlige landmænd”, siger Kim Koch.

Stor erfaring med både landbrug og digitalisering

Den nye direktør for Bæredygtigt Landbrug har mange års erfaring indenfor ledelse, strategi, it/digitalisering og landbrug, og dén kombination efterspørges i landbruget, ikke mindst set i lyset af den massive, aktuelle klimadagsorden, der rammer de danske landmænd. Her bliver data og dets anvendelse et uvurderligt værktøj.

Kim Koch har de seneste 10 år været direktør i to landbrugsrådgivnings-virksomheder og har været med til at udvikle disse til mere synlige og kommercielle organisationer samt formået at integrere viden om data og digitalisering ind i landbruget.

Inden skiftet til landbrugsbranchen var han 27 år i en af Danmarks største it-virksomheder, KMD, heraf de ni år som forretningsdirektør og medlem af direktion og bestyrelse.

Fortrinligt samarbejde i et halvt år

Bæredygtigt Landbrugs bestyrelse er sikker på, at foreningen har fundet den helt rette person til at udvikle og lede Bæredygtigt Landbrug strategisk og operationelt ind i fremtiden.

”Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Kim de seneste seks måneder, og vi har fået en stærk og visionær leder til Bæredygtigt Landbrug”, siger formand Peter Kiær.

Kim Koch er tiltrådt og i fuld gang med jobbet som direktør i Bæredygtigt Landbrug.

(Ovenstående er også udsendt som pressemeddelelse).

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@blb.dk

Scroll to Top