Klima – mål eller selvmål? 

Klimaet er globalt, et kilo CO2e er et kilo CO2e, hvad enten det er udledt i Danmark, Kina eller Brasilien - påpeger Bæredygtigt Landbrugs næstformand

gen-niels

Af Niels Hauge Mikkelsen, næstformand i Bæredygtigt Landbrug, Granlyvej 39, 5592 Ejby  

Den globale temperatur skal ned, så vi bremser de globale klimaforandringer, og dermed sikrer en verden til vores efterkommere.

Det har politikerne vedtaget, og så skal vi rette ind.

Men hvor er målstregen, og hvor er vejen mod målet – når det hverken må koste danske arbejdspladser eller velfærd? Og vi samtidig styrer efter usikre modeller? 

EU har vedtaget en reduktion på 55%, som er fælles for alle i EU. Danmark valgte imidlertid allerede tidligere i sin tvivlsomme visdom at lave en national reduktion på 70%.  

At regne i procenter betyder, at reduktionerne bliver relative. Det betyder, at hvis et land i referenceåret 1990 havde en meget sort produktion, så bliver reduktionen relativt lettere at nå, end hvis landet allerede havde taget nogle initiativer og derfor havde en mere klimavenlig produktion allerede i 1990. Danmark har altid været duksen – så vi fik et langt sværere udgangspunkt end så mange andre – og det skal samtidig reduceres mere. 

Foregangslandet i procenter 

Den danske beslutning var populistisk. Den ser umiddelbart enormt stærk ud overfor vælgerne. Men er den nu også det?  

Klimaet er globalt, et kilo CO2e er et kilo CO2e, hvad enten det er udledt i Danmark, Kina eller Brasilien. CO2 er nemlig globalt. Det kender ingen grænser. Det glemmer man helt, når man kun opgør udledningen fra landenes egen produktion inden for landets egne grænser. Altså: Man opgør efter en osteklokkemodel.  

Det betyder, at man ikke ser på landets samlede udledninger fra dets borgere, man ser ikke på hele forbruget, altså inklusive det importerede og slet ikke på international skibs- og flytrafik.  

Udgangspunktet 

De danske virksomheder, hvad enten det er industri, landbrug eller transport, er globalt set kendetegnet ved at være moderne produktioner med relativt lave udledninger. Det er ikke det samme som at sige, at det ikke kan blive bedre, men faktum er, at det er dyrere at forbedre noget godt end noget mindre godt.   

Når EU beslutter en 55% reduktion, så bliver det relativt dyrere for danske virksomheder, og når danske politikere i deres iver for genvalg beslutter en 70% reduktion, så bliver regningen markant større end vores udenlandske konkurrenter på den anden side af grænsen.  

Lækage 

Dette fører til risikoen for lækage, altså at produktioner lukkes i Danmark for at genopstå andre steder, hvor omkostningerne er lavere. Set fra et indskrænket “osteklokke-perspektiv” vil en sådan lækage gavne Danmarks klimaregnskab. Det er jo produktionen i Danmark, der bliver målt. 

Det er altså isoleret set klima-godt for Danmark at erstatte danske produkter med tyske eller kinesiske, og at lukke landbrug, cementfabrikker og al anden produktion. Sådan ser det nemlig ud i klimaregnskabet. Men hvad med nationalregnskabet og beskæftigelsen? 

Vi fokuserer meget på klimaet i øjeblikket. Så vi er ved at udfase vores produktion. Men er det egentlig det, vi vil?  

Står vi ikke nu i en situation, hvor vi er usikre på leveringssikkerheden af alle de importerede varer fra eks. Kina? Det berører også forsyningssikkerheden af energi, og dermed sikkerhedspolitikken. Med en sådan produktionsstrategi gøres også både socialpolitik og udkantspolitik mere skæv. Vil vi gerne affolke områderne udenfor de store byer, senest med lukningen af slagteriet i Sæby, minkerhvervet, transportvirksomheder i yderområderne og flere på vej?  

CO2-beregninger 

Hvordan beregner man så udledningen? 

CO2 er vel CO2 og nedbrydes efter ca. 30.000 år. Men nej – også dette er skævt overfor produktionen og specielt overfor landbruget. 

Metan (kobøvser og prutter) virker ca. 25 gange kraftigere i atmosfæren, men halveres over ca. 12 år til CO2 og vand, der indgår i fotosyntesen i de afgrøder, som køerne spiser, hvormed de er cirkulære.   

Dette faktum bemærker IPCC endda i deres rapporter. Altså må konklusionen være, at der er forskel på udledningerne, nogle er cirkulære, eks. metan fra kvæg, nogle er opbyggende (fossile brændstoffer).  

Bør køerne og de andre dyr, som forbruger optaget af CO2 i afgrøder og udleder dem igen for at blive optaget i næste års afgrøde, beregnes på samme måde som et kulkraftværk?  

Det er senest kommenteret af Elon Musk i diskussionen om de 200.000 køer, som man gerne ser fjernet i Irland.   

Hvor rammer opgørelsesmetoderne 

For et af de erhverv, som er ekstremt konkurrenceudsat, nemlig landbruget, med en eksport på 70-90%, afhængig af produktgruppen, er klimaopgørelsesmetoden helt afgørende og vil slå enormt hårdt igennem.   

Klimamæssigt står erhvervet jo på mål for de 80% af produktionen, der produceres i Danmark, men eksporteres. Vi står altså på mål for, hvad kineserne spiser. 

Samtidig medregnes lækagen ikke i tilstrækkeligt omfang. 

De miljøøkonomiske vismænd har i deres visdom vurderet, at lækagen på landbrug kun vil være ca. 35%, men de indrømmer dog, at der er en betydelig usikkerhed.   

Som borger kan jeg undres. Hvordan man kan have en eksport på op mod 90%, der viser, at verdensmarkedet efterspørger varen, og så kun forvente, at 35% genopstår i udlandet, hvis man lukker det? Kombineret med at klodens befolkning øges med ca. 80 mio. mennesker årligt? Det må kræve, at verdens borgere ændrer deres spisevaner markant – eller holder op med at spise. 

Klima(selv)målet bliver derfor, at vi i vores lille land kommer til at fremstå som verdensførende på klimaområdet, da vi har trykket vores samlede udledninger ned ved at fjerne produktionen. Kan vi leve af det? 

I virkeligheden bliver en optimeret produktion flyttet til et land, hvor niveauet for både klima, miljø og arbejdsforhold er markant lavere. Det globale klima taber derfor.

EU står for ca. 16% af de globale udledninger, Danmark for små  0,1%. Man har skabt både en dyr, klimatisk, miljømæssig og en social dumping på den globale scene. Tillykke med førertrøjen, Danmark.  

Globalt lederskab efterlyses

Hvis vi skulle vise ægte globalt lederskab, så satte man incitamenter i gang for at understøtte og fastholde en så stor produktion som muligt, således at man kunne demonstrere, at man kan udvikle og udvide sin produktion på et vidensgrundlag, uden at påvirke miljøet og klimaet.

Det var præcis, hvad man gjorde med flere hundrede mia. kr. til vindmølleindustrien i 1990’erne og fremad. Man kan ikke videreudvikle på baggårdsproduktioner, der skal en seriøs volumen til for at skabe kapitalgrundlaget til egen udvikling. Nedskalering, spareprogrammer og nidkær statslig indblanding i alting var Sovjetunionens løsning, lad os komme videre og vise verden, at vi kan udvikle den.  

(Indlægget har også været bragt som læserbrev på Maskinbladets hjemmeside, du kan se mediets version via linket HER). 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top