EU-Kommissionens omstridte forslag til en ny naturgenopretningslov er onsdag blevet stemt igennem Europa-Parlamentet med et knebent flertal. Men det forslag, der er vedtaget, er tilsyneladende også noget anderledes end det oprindelige udkast – der fik megen skældud fra ikke mindst europæiske landmænd samt politikere, som frygtede for fødevaresikkerheden.
”Vi er virkelig godt tilpas med det, der ligger på bordet nu, og som der skal forhandles videre om i de kommende måneder. Vi fik ikke plastret landet til med områder, hvor man slet ikke kunne bevæge sig på. Finansieringen er så et af de slagsmål, vi senere skal have, og det kan blive svært nok”, siger Venstres Europa-parlamentariker Asger Christensen, som ombestemte sig og takket være ændringerne i forslaget endte med at stemme ja ved onsdagens afstemning.
Ministerrådet og parlamentet skal nu forhandle videre om den endelige tekst. Loven handler om at sikre, at 20 procent af Europas natur på land og i havet er genoprettet i 2030.
Du kan læse mere om dagens afstemning i Europa-Parlamentet i Landbrugsavisens to artikler HER og HER plus i Altingets og Maskinbladets dækning HER, HER og HER.
Af Christian Ingemann Nielsen, cin@blb.dk