Varslingssystemet for udvaskning af pesticider til grundvand – kaldet VAP – frikender endnu engang de planteværnsmidler, der er godkendt til og derfor bruges af dansk landbrug.
I alt fire pesticider og 35 nedbrydningsprodukter er blevet undersøgt på de fire testmarker spredt ud over hele landet, og Miljøstyrelsen konkluderer i den netop offentliggjorte rapport, at der ikke er registreret uacceptabel udvaskning af pesticider og nedbrydningsprodukter til grundvand.
Fra Dansk Planteværn – der er paraplyorganisation for de danske pesticidimportører og -producenter – er der naturligvis tilfredshed at spore i forhold til rapportens konklusioner. Foreningens direktør Tanja Andersen giver dog også en lille stikpille til lovgiverne, idet hun betoner vigtigheden af at have fokus på andet end landmændenes sprøjtemidler:
”Med den danske monitorering er pesticider grundigt undersøgt, men der er mange kilder at tage i betragtning, når vi skal beskytte grundvandet. Det er vigtigt at inkludere alle kilder og ikke kun se på landbrugets anvendelse af pesticider”, lyder det fra Tanja Andersen.
Du kan læse mere på Dansk Planteværns hjemmeside HER, hvor der også er et link til den omtalte rapport.
Derudover har Effektivt Landbrug ligeledes skrevet om nyheden, hvilket fremgår af artiklen HER.
Bæredygtigt Landbrug har i årevis blandet sig i debatten om pesticiders ”farlighed”, ikke mindst når det handler om politiske prioriteringer på miljøområdet. Læs eksempelvis indlægget fra BL-næstformand Gustav Garth-Grüner herunder.
Af Christian Ingemann Nielsen, cin@blb.dk