Af Bente Andersen, cand.agro. og faglig rådgiver hos Bæredygtigt Landbrug, Svejstrupvej 8, 8660 Skanderborg
På statens initiativ er landets kommuner i fuld gang med at forbyde bl.a. sprøjtning med pesticider på større arealer omkring drikkevandsboringer, angiveligt for at beskytte drikkevandet. Magen til ufaglighed i et ellers oplyst samfund som det danske skal man godt nok lede længe efter!
Planteværnsmidler bruges af fødevareproducenter til at fjerne ukrudt og til at bekæmpe bl.a. svampegifte i afgrøderne og dermed i maden. De moderne midler udgør ingen som helst risiko for grundvandet. I så fald var de blevet forbudt af et af verdens skrappeste pesticidkontrolsystemer. Langt de fleste boringer er da også at finde ude på landet under landmandens marker – fordi det er her, man finder det rene vand.
Vi skal passe på vandet og derfor se på alle potentielle forureningskilder. Og vi bør koncentrere os om de farligste først. Vi ved fra en helt aktuel undersøgelse, at f.eks. nedbrydningsproduktet DMS – det middel der hyppigst findes rester af i grundvandet – fortrinsvis stammer fra byerne, eksempel biocider tilknyttet træbeskyttelsesmidler. Det naturlige og ret giftige stof Arsen tales der heller ikke om i forbindelse med vandbeskyttelsen, ej heller sæbe, salt og dækrester. Sidstnævnte er ellers nok værd at tage alvorligt, idet vandboringerne typisk befinder sig, hvor det er nemt at komme til, altså op og ned ad hovedveje.
Det er et falsum at bilde befolkningen ind, at man bevogter vores vand ved at ekspropriere lovlig og ufarlig virksomhed og samtidig lukke øjnene for langt større risici. Blot for at virke handlekraftige udadtil. Og det er med garanti ulovligt at gøre det på et ufagligt grundlag.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse dagblade samt i landbrugspressen. Det gælder bl.a. Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Dagbladet Holstebro-Struer, Folkebladet Lemvig samt Landbrugsavisen og Effektivt Landbrug).