I denne uge suger vores faglige konsulenter ny viden om biodiversitet og natur til sig på en studietur i England, hvor de blandt andet besøger Allerton Hall Farm. Turen bruges som inspiration til en Natur & Biodiversitet Vision, som Bæredygtigt Landbrug udarbejder
Biodiversitet og landbrug kan trives side om side. Det er blandt andet udgangspunktet for den vision for natur og biodiversitet, som Bæredygtigt Landbrug arbejder på hen over efteråret.
De første mange forskningsartikler og studier om emnet er læst igennem. Mens læsningen fortsætter, tager en lille flok af vores faglige konsulenter fire dage til England for at indhente mere viden og inspiration om biodiversitet og natur i landbruget.
– Vi søger yderligere inspiration – og her er Allerton Hall Farm et godt sted at besøge, fordi de gennem længere tid har forsket og afprøvet på egne arealer, hvordan man kan kombinere landbrugsdrift med forskellige former for biodiversitet og vild natur, siger Louise Bjørnsen, som er faglig konsulent hos Bæredygtigt Landbrug.
Studieturen går også forbi et seminar om fremtiden for mere komplekse sædskifter samt et symposium, hvor fagfolk vil diskutere sammenhængene mellem kommercielt landbrug og natur. Fokusset er, hvordan en kommerciel landbrugspraksis kan sameksistere med blomstrende biodiversitet.
Efter rejsen skal indtrykkene bearbejdes og derefter indarbejdes i visionen. Den endelige vision vil komme til at indeholde en række konstruktive forslag til, hvordan vi sikrer biodiversitet og natur i et godt sammenspil med landbruget. For landmænd vil naturen – de lever trods alt af den.
– Det er vigtigt, at vi som organisation er med til at vise en faglig vej på en række områder, hvor vores erhverv er en del af løsningen. Det har vi indtil videre gjort med Klimavisionen, og nu sætter vi så fokus på biodiversitet og natur, siger Peter Kiær, der er formand for Bæredygtigt Landbrug.
Planen er, at visionen udgives senere på året.