458987264_1061507265982571_5208456457296641214_n

Second Opinion-rapport har ensidigt fokus på kvælstofreduktion: Vandmiljøet skal reddes med bredere udsyn og nye metoder

25. sep 2024 / Af

Second Opinion opstiller urealistiske scenarier, som fejlagtigt reducerer landbruget på grund af et misforstået hensyn til vandmiljøet. Bæredygtigt Landbrug mener, at man bør stræbe højere og økonomisk prioritere nye metoder som udplantning af ålegræs på industriel skala og stoppe udledning af urenset spildevand

Den har været længeventet – nu er Second Opinion-rapporten om det danske vandmiljø offentliggjort. Bæredygtigt Landbrug har været positive over for og set nødvendigheden af udarbejdelsen af en Second Opinion. Men organisationens faglige direktør, Jørgen Evald Jensen, havde dog forventet, at rapporten tog sig anderledes ud. Rapportens forenklede tilgang og ensidige fokus på kvælstofreduktioner er bekymrende, mener han.

”Der sættes alt for stor lid til, at kvælstofbegrænsninger er den afgørende faktor for at opnå et godt vandmiljø. Men rapporten negligerer væsentlige faktorer som stigende vandtemperaturer, fosfor, årstidsvariationer og lokale forhold, som alle har stor betydning for vandmiljøet. Derfor bør de spille en langt mere central rolle i reguleringen, end de gør i dag, hvis vi vil opnå resultater,” påpeger Jørgen Evald Jensen, som er faglig direktør hos Bæredygtigt Landbrug.

Rapportens opstiller tre scenarier, og som Bæredygtigt Landbrug ser det, er scenarie 3 det mindst problematiske af de foreslåede løsninger. Derfor bør man gå med det, hvilket også er den løsning, som det internationale panel og taskforce peger på.

”Men uanset scenarie vil det være fuldstændig umuligt at opnå en kvælstofreduktion på cirka 13.000 ton. Det er en væsentlig større reduktion i udledning fra dyrkningsjorden, end der er opnået fra de første vandplaner i 90’erne til nu,” siger Jørgen Evald Jensen.

Han mener derfor, at man bør handle anderledes og mere effektivt, hvis vandmiljøet skal forbedres markant. Udover reduktioner i fosfor og kvælstof skal der blandt andet sættes en stopper for udledning af urenset spildevand. Derudover skal vi ty til nye løsninger og metoder så som at etablere ålegræs i et andet tempo, end det sker nu. Det skal op på industriel skala og sættes i gang i de fjorde og vandområder, hvor det er muligt.

”Det er den mest effektive måde til at bekæmpe uønskede alger. De steder, hvor ålegræsset etablerer sig med succes, udvider det sig, renser vandet og skaber et sundt øko-system, der fremmer dyrelivet og begrænser invasive arter,” forklarer Jørgen Evald Jensen.

Tilsvarende kan ske med muslingeopdræt, som er et velkendt meget effektivt virkemiddel, hvor muslinger lever af planktonalger, hvilket kan gøre havvandet klarere og give mere lys til havbunden til gavn for bundplanter som ålegræs og tang.

”Vi skal droppe det forenklede fokus på kvælstofreduktioner og bruge mere effektive virkemidler for vandmiljøets skyld. For en utopisk plan om umulige kvælstofreduktioner kommer desværre ikke til at give væsentlige forbedringer,” understreger Jørgen Evald Jensen.

Yderligere information – kontakt:

Faglig direktør Jørgen Evald Jensen på 40955120 / jje@blb.dk