Landbruget står igen for skud, efter statsrevisorerne har rettet skarp kritik mod Miljøministeriet og Fødevareministeriet, fordi tilsyn med landbrugets udledning af kvælstof er mangelfuld. Sådan lyder en del af kritikken, som kommer midt i de politiske forhandlinger om grøn trepart, hvor landbrugets kvælstofudledning er blevet omdrejningspunktet.
– Vi mener, at man skal være velkommen til at lave endnu flere kontroller og målinger. Det vil vise, at landbruget gør sit for at efterleve de krav og regler, som erhvervet er underlagt – og som skal være med til at mindske kvælstofudledningen, siger faglig direktør Jørgen Evald Jensen, som mener, at kritikken giver et misvisende billede af landbrugets brug af gødning.
Hvert år indberetter danske landmænd, hvor meget gylle og kunstgødning der bliver brugt. Tal fra Landbrugsstyrelsen viser, at det samlede gødningsniveau for 2023 var på niveau med 2015-mængden. Med landbrugspakken 2015/2016 fik landbruget lov til at bruge mere gødning – til gengæld skulle man anvende en række virkemidler, der skal suge resterende kvælstof op af jorden. Det vil blandt andet sige flere efterafgrøder og vådområder.
Statsrevisorernes rapport viser, at over halvdelen af de kontrollerede landmænd ikke sår efterafgrøder i det omfang, der er aftalt.
– Min klare oplevelse er, at landmændene lægger sig i selen for at efterleve efterafgrødekravene. Der bliver sået lige så meget, som der er aftalt. Nogle gange kan landmandens efterafgrøder grundet vejrforholdene ikke klare det. Ofte er det kun et lille stykke af en mark, hvor efterafgrøderne ikke har klaret det, og derfor har man fortsat effekten, der skal mindske kvælstofudledningen, siger Jørgen Evald Jensen og understreger, at ifølge Landbrugsstyrelsen blev over 90 procent af efterafgrøderne godkendt i 2022, mens det lå lidt lavere det efterfølgende år.
– Kigger man på gødningsregnskabet, hvor man selvsagt må stole på, at landbruget indberetter korrekt, og NOVANA-rapporterne står det tydeligt, at dansk landbrug bruger mindre gødning, end kvoterne tillader. Samtidig forværres fjordenes tilstand. Altså giver det ikke mening, at det er landbruget, som står med skylden, fastslår den faglige direktør.
Jørgen Evald Jensen var tirsdag morgen i P1, hvor han talte om emnet. Lyt med her – fra 01:36:13.