Fra studietur til England, efteråret 2024

Hjemvendt med ny viden: Sætter sit præg på vision om natur og biodiversitet

07. okt 2024 / Af

De faglige medarbejdere har på studieturen i England fået dokumenteret, hvordan plantedyrkning kan have en positiv effekt på natur og biodiversitet. Det tager de med videre i udarbejdelsen af Natur & Biodiversitet Visionen

Vi nærmer os målet på Bæredygtigt Landbrugs vision for natur og biodiversitet. Det gælder særligt, efter tre af vores faglige medarbejdere er hjemvendt fra en studietur til England, hvor de fik indblik i, hvordan de arbejdede med natur og biodiversitet i landbrugsproduktionen.   

Landbruget er afhængigt af et komplekst samspil mellem planter, dyr, mikroorganismer og økosystemer, der bidrager til frugtbare jorde, bestøvning af afgrøder, naturlig skadedyrsbekæmpelse og næringsstofcyklusser. 

I England besøgte de blandt andet Allerton Projektet, som startede i 1992. Projektet arbejder målrettet med og dokumenterer netop, hvordan landbrugsproduktion og biodiversitet kan understøtte hinanden.

– Projektet har dokumenteret en stigning i biodiversiteten både inden for insekter, fugle og andet dyreliv, samtidig med at de har formået at øge udbyttet. De har igennem årene løbende fået udført målinger af forskere, som påviser det, og derfor var besøget hos Allerton Projektet en unik mulighed for at få data på, hvad de forskellige tiltag har haft af effekter for både landbrug og biodiversitet, siger Louise Bjørnsen, som er faglig konsulent hos Bæredygtigt Landbrug.

– Vi fik kvantificerede målinger på, hvordan antallet af regnorme stiger, når den vendende jordbearbejdning undlades. Samtidig fik vi dokumenteret med måleresultater, hvad faren ved direkte såning i kompakt jord kan være, samt dens betydning for udledning af lattergas. Målinger viste en øget lattergas-emission, hvilket ofte er et resultat af komprimeret jord med iltfattige forhold, særligt når der er tale om meget lerholdige jorde, supplerer Bente Andersen, som er ekstern konsulent hos Bæredygtigt Landbrug.

Hun mener, at man i Danmark mangler den samme systematiske tilgang til biodiversitet og agerbrug, som man igennem de seneste 30 år har arbejdet med på Allerton Projektet. Derfor har studieturen både givet inspiration og viden, som bør udbredes mere i Danmark.

En del af det vil Bæredygtigt Landbrug gøre brug af i Natur & Biodiversitet Visionen.

– Det, vi så og oplevede på turen, vil i høj grad sætte sit præg på visionen. Det var så inspirerende at se dokumenteret, hvordan plantedyrkningen kan påvirke biodiversitet i en positiv retning, samtidig med at man ikke skal gå på kompromis med sine udbytter, siger Bente Andersen.

Visionen indeholder blandt andet en række praktiske tiltag, som kan bidrage til, at fremtidssikringen af landbrugsproduktionen igennem biodiversitet sker på et fagligt korrekt grundlag. Der er tale om praksisser, der understøtter biodiversitet, og som kan føre til mere robuste systemer, der kan modstå klimaforandringer og sikre fødevareproduktion i fremtiden.