250 landmænd til informationsmøde, nov. 2024

Over 200 landmand samlet: Det er nødvendigt, at vi står sammen

13. nov 2024 / Af

I omegnen af 250 landmænd var tirsdag samlet til informationsmøde, hvor juraprofessor Frederik Waage tog de fremmødte med ind i blandt andet ejendomsretten. Vi skal have alle nuancer og problemstillinger belyst, mener formand Peter Kiær

Der var tirsdag eftermiddag godt fyldt i salen på Bygholm Landbrugsskole, hvor Bæredygtigt Landbrug holdt informationsmøde for alle landmænd, som ville have nuancer på treparten og den seneste debat om værditab uden erstatning og den mulige krænkelse af ejendomsretten.

– Vi skal have alle nuancer og problemstillinger belyst så godt, vi overhovedet kan, mens andre i øjeblikket forhandler om landbrugets fremtid. Vi udnytter ventetiden, mens trepartsforhandlingerne trækker ud. Vi vil som en af landbrugets organisationer være med til at klæde landmændene på med viden, som forhåbentligt kan give dem vished om, hvad vi eventuelt kan se ind i, hvis treparten lander, som den ser ud nu, siger Peter Kiær om baggrunden for at indkalde landmænd til informationsmøde.

Det store fremmøde, som dukkede op med så kort varsel, viser, at mange landmænd er enige om, at det er nødvendigt, at erhvervet står sammen og forbereder sig på en fremtid, som fortsat er usikker.

– Der var oprigtig interesse. Det viste særligt de mange spørgsmål, som landmændene fik afklaret, siger Peter Kiær, som i sin velkomsttale lagde vægt på, at landbrugsfamilier har ret til en ordentlig juridisk og faglig behandling.

Juridisk fokus
Mødet havde stort fokus på det juridiske aspekt blandt andet vedrørende erstatningsfri regulering. Det var juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet, som stod for at give de fremmødte en forståelse for landbrugets juridiske muligheder, hvis trepartsaftalen bliver vedtaget.

– Det var meget interessant at høre en ekspert fortælle om nuancerne i trepartsaftalen. Det var ikke udelukkende gode nyheder, men nu ved vi i det mindste, hvad vi står over for – det betyder, at vi skal påvirke forhandlingerne og lovforslaget for at sikre, at vi landmænd ikke kommer til at stå med en generel regulering, siger Peter Kiær og fortsætter:

– Vi skal opfordre politikerne til, at reguleringen foregår på afgrænsede områder. Det skal være med til at sikre, at landmændene får en ordentlig og konkret vurdering – og det skaber de bedste juridiske muligheder.

Opfordringen fra Frederik Waage var dog også klar: ”I skal være med til at påvirke lovforslaget”.

– Og det vil vi gøre. Der venter mig en masse arbejde forude, nu hvor jeg er klædt endnu bedre på. Vi skal i arbejdstøjet og fortsætte med at tale med eksperter og politikere, siger Peter Kiær.

Formanden lagde til mødet også vægt på, at landbruget er vant til, at samfundet stiller krav og afgive jord til andre formål end fødevareproduktion. Men, lød det fra formanden, udtagelsen af 400.000 hektar landbrugsjord kommer ikke til at ske uden kamp, hvis regeringen tror, at det er en gratis omgang.

– Vi er vant til, at man tager jorden fra os. Hvis man vil det, skal det selvsagt ske på ordentlig vis, og vi skal have fuld erstatning for det. Det handler i bund og grund om, at vi vil behandles med respekt – det kan alle forhåbentligt sætte sig ind i, siger Peter Kiær, som efter mødet har talt med flere landmænd, der føler, at de har fået mere klarhed, selvom fremtiden fortsat er usikker.