Kære Søren Søndergaard
Tiden er kommet til, at et samlet landbrug sætter hælene i og siger stop. Bladet skal tages fra munden nu.
Jeg forstår udmærket udgangspunktet og tankegangen for trepartsaftalen.
I flere år har jeg selv talt for en positiv tilgang til at lave alliancer med grønne foreninger om udtagning af jord, da jeg indså, at presset på landbrugsfamilierne ikke ville aftage, men intensiveres med den voksende urbanisering og veganer-trend mm.
Denne lidt kontroversielle argumentation supplerede jeg altid med: ”Det skal kun ske via 100 % frivillige vilkår.” Ikke med en løssluppen faktaresistent kvælstof-pisk i nakken.
Nærmest dagligt kan man i medierne se, at Stiig Markager, Maria Reumert Gjerding, Ida Auken mfl. forbereder politikere og alm. danskerne på, at landbrugsjorden på halv-kommunistisk vis skal afleveres til samfundet til ca. halvdelen af markedsværdien.
Man tænker mest af alt: Er vi stadig et demokratisk land? Er Grundloven sat ud af kraft?
Vores demokrati er blevet udtyndet i en sådan grad, at det selv for Venstre er blevet en politisk tabersag at håndhæve ejendomsretten. Vi har samtidig en statsminister, der ustraffet har forbrudt sig mod loven. Og vi har danske universiteter, hvor det i udstrakt grad er blevet en tabersag at lave redelig og politisk uafhængig miljøforskning.
Hvordan kan alt dette foregå? Det logiske svar er: Fordi ingen stopper dem!
De 400.000 ha, der skal tages ud i forhold til den grønne trepart, er en stor mundfuld, som vil sætte mange landbrugsfamilier skakmat. Heldigvis vil det tage mange år at nå målet, så politisk er der god mulighed for at blive klogere og ændre kurs undervejs.
Aftalen vil ikke hjælpe hverken på CO2-udledningen, kvælstofudledningen eller fødevaremangel – tværtimod. Det ved landbruget, det ved AU, og det ved de fleste af trepartens politikere. Alligevel fortsætter alle med at hylde kejseren uden klæder. DN’s skræmmekampagner har i den grad virket. Og det er uden at dokumentere noget som helst.
Kald dog en spade for en spade: Danskerne vil nu have mere natur. Skal den enkelte landbrugsfamilie deltage, så skal der selvfølgelig betales ved kasse 1.
Og det er her, hvor L&F kører helt af sporet ved ikke at sikre ejendomsretten, enten ved frivillige ordninger eller ekspropriering. I forhold til panthavere sætter L&F rigtig mange kolleger i en uoverskuelig og stavnsbundet situation. Det er simpelthen ikke rimeligt.
Der skulle hælene langt tidligere i forhandlingen være sat i jorden og alternativt gå tilbage til faktaretorikken omkring Novana-tal, HELCOM-rapporter, ulovlige urensede spildevandsudledninger, manglende kemiske prøver af vandløb mm.
Nu ender det hele måske med, at andre organisationer må samle de udsatte kolleger op via retssystemet og demonstrationer.
Efter min mening er det moralske, juridiske, demokratiske og grundlovssikrede kompas helt ude af trit i trepartsaftalen.
Dæktrykket på mine traktorer er i hvert fald tjekket.