Niels Hauge Mikkelsen, næstformand

Bæredygtigt Landbrug sætter foden i matrikelskellet

18. mar 2025 / Af

Danske landmænd og deres familier er ligeværdige borgere med resten af samfundet – hverken mere eller mindre. 

I Bæredygtigt Landbrug følger vi i øjeblikket udviklingen i kortmaterialer og beregningsmodeller til brug i Grøn Trepart og BNBO tæt og er voldsomt bekymret. Det er bekymrende, at allerede eksisterende it-systemer ikke fungerer og konstant er bagud og nede. Dette bliver ikke mindre af, at de oplæg, som viser sig til udledningsberegning, kræver flere årlige indberetninger og korrektioner – et bureaukratisk monster under udvikling til skade for erhverv og samfund. 

Bæredygtigt Landbrug sætter foden i matrikelskellet, uanset hvad der måtte komme ud af styrelsernes kamre eller fra politisk side. 

Hvis samfundet går ned i stemmeboksen, og demokratisk siger ”ja, vi ønsker en tilsidesættelse af det fagligt korrekte”, så kan vi formentligt ikke gøre så meget ved det andet end at udfordre logikken i, hvor vidt det er en fornuftig beslutning.  

Men uanset hvad samfundet måtte beslutte, så kan man ikke tilsidesætte de juridiske rettigheder, som selv danske landmænd måtte have under dansk og europæisk lov eller for den sags skyld under menneskerettighedskonventionen. 

Hvis samfundet ønsker vores ejendomme, rettigheder eller værdier og fremtid, så skal det erstattes fuldt og helt. Alt andet er uacceptabelt.  

Vi har foreløbigt fravalgt at følge de europæiske demonstrationer, da vi fortsat har et håb om at fornuften indfinder sig. Men vi forbeholder os naturligvis den demokratiske ret til at demonstrere.

Derfor opfordrer vi aftalepartnerne til at genoverveje treparten både i lyset af den fagligt håbløse implementering, og at andre EU-lande drejer mod sikring af EU’s fødevaresikkerhed. Forbrugerne oplever i øjeblikket markante prisstigninger. Stigninger på et tidspunkt hvor hverken den hollandske reduktion eller trepartens effekter er gennemført.

Timingen i, at Danmark nu vælger en yderligere bureaukratisering, samtidigt med at EU har fremsat Omnibus-pakkerne til bureaukratisk lettelse og for at sikre konkurrenceevnen, virker hverken logisk eller matchende til den nye geopolitiske virkelighed.