Niels Hauge Mikkelsen, næstformand

Intet nyt fra østflanken

07. apr 2025 / Af

Ovenpå den politiske aftale omkring indsatsen for at nedbringe mængden af urenset spildevand og overløb til havmiljøet står alle i landbruget med pennen i hånden. 

At man lige laver en politisk aftale med 33 % indsatsrabat i forhold til den almægtige trepartsaftale, da det er dyrt og bøvlet for de almindelige borgere, forarger alle på landet. 

Asger Christensen ”bliver sur” i Altinget, Søren Søndergaard udtrykker kritik, og at man ikke er i mål med det aftalte, og de lokale formænd udtrykker deres frustration.

Det er alt sammen fuldt forståeligt, det er bare ikke nyt. Skal man kigge på en reel konklusion af succesen i de sidst mange års aftaler – eller deals i en nutidig term – mellem landbruget og politikerne, er det en ensidig affære. Politikerne fører 10-0 på tavlen. Der var lige landbrugspakken, som virkede et par år, inden nye krav udhulede den lille marginale medvind, som erhvervet modtog. 

Eller hvad med trepartsaftalen, som var aftalt til at være baseret på scenarie 3, men som lige pludseligt i stedet for ”vupti” blev politisk behandlet til scenarie 1 med enorme konsekvenser for danske landmænd. 

Man fører 10-0, fordi det er politisk behageligt at sige. Hvem vil ikke gerne stemme på en, der pålægger andre omkostningerne og skylden end en selv? Uagtet at det fagligt er både forkert og ulogisk. 

Ingen taler om, at målinger før og efter en by sjovt nok viser markant øget kvælstof indhold i vandet efter byen. Ingen taler om det kort, Miljøstyrelsen lagde ud den 12. oktober 2023, som påviste dårlig kemisk tilstand i næsten samtlige danske kystvande. Ingen taler om fosforniveauet, eller hvor vidt kvælstoffet er på ammonium (spildevand) eller nitrat (udvaskning) basis. 

Hvorfor gør de ikke det? Fordi det vil åbne en ubehagelig diskussion, men trods alt en diskussion som dog hører sig til i et demokratisk samfund.

Så i stedet for at fare i blækhuset og harcelere over politiske fiksfakserier, som tydeligt er blevet ny dansk nationalsport, bør man måske se nærmere på landbrugets ”behov” for at indgå aftaler eller deals. 

Landbruget bør nok i virkeligheden læne sig tilbage og sige ”stop” til politikerne. Vi har set, hvad der skete med forsvaret, sygehusvæsenet, motorveje, jernbaner og meget mere. 

Vi vil ikke pines ud til sulte- eller braklægningsgrænsen i en nyttesløs kamp mod et i forvejen formuleret mål om at overtage den private ejendom. 

I, kære politikere, må træffe et valg. Skal der være moderne og internationalt konkurrencedygtigt landbrug i Danmark i fremtiden – ja eller nej?

Hvis I ikke ønsker os, så vær ærlige og stå ved det, så vi kan få nedlagt erhvervet og aktiviteten i Danmark udenfor de store byer. Hvis I ønsker os, så stop for politisk feel-good og få genindført faglighed, ordentlighed og reelle målinger.